Er administrativt arbejde det samme som en administrativ byrde?
Ingen virksomhed i Danmark kan helt undgå administrativt arbejde.
At udbetale løn til medarbejderne er for eksempel en administrativ opgave, men det er også en nødvendig og meningsfuld opgave.
En administrativ byrde er derimod en opgave, som grundlæggende ikke giver mening eller værdi for en virksomhed, og som synes langt mere besværlig at tage sig af, end den burde være.
I dag skal erhvervslivet for eksempel indberette et hav af data til det offentlige. Ferie, løn, Danmarks Statistik, barsel, dokumentation af diverse arbejdsopgaver, moms og GDPR – for bare at nævne en håndfuld. Opgaven er i sig selv alt for tidskrævende, fordi indberetningerne skal ske forskellige steder og på forskellige måder. Desuden står det ikke altid klart for den enkelte virksomhed, hvad meningen er med indberetningerne. Hvorfor er de nødvendige? Hvem er det, der skal bruge dem?
En administrativ byrde er altså kort sagt en regel eller pligt, som en virksomhed skal følge, der virker meningsløs og besværlig, og som kan hæmme den daglige drift i virksomheden.