Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne bakker man op om den nye grønne skatteaftale. Også selvom man havde håbet på en endnu mere ensartet model for CO2-afgifterne.
”Det er positivt, at aftaleparterne er nået frem til en model, som ikke forringer virksomhedernes internationale konkurrenceevne og samtidig fremmer den grønne omstilling.”
Det er reaktionen fra Troels Blicher Danielsen, adm. direktør for TEKNIQ Arbejdsgiverne, oven på regeringens præsentation af aftalen om blandt andet den fremtidige CO2-afgift for danske virksomheder. Hos landets tredjestørste arbejdsgiverorganisation ser man flere positive elementer i aftalen.
”Jeg glæder mig over, at de grønne CO2-afgifter følges af generelle skattelettelser til erhvervslivet, som tilmed har en positiv indvirkning på Danmarks BNP. Det er ren win-win. Og så er der samtidig klarhed om rammevilkårene for virksomhederne, så det er lettere for dem at investere.”
Havde håbet på en lidt anden afgiftsmodel
Når det gælder den kommende CO2-afgift, ser TEKNIQ Arbejdsgiverne dog også nogle udfordringer.
“Man har valgt en lidt anden model, end vi havde ønsket, da vi gerne have set ens vilkår for alle virksomheder. Men vi er glade for, at der har været fokus på virksomhedernes samlede skattetryk,” siger Troels Blicher Danielsen og uddyber:
“Vi er bekymrede for, at hensynet til særlige virksomheder kan føre til et kapløb mod laveste fællesnævner. En dansk CO2-afgift vil være blandt de første i verden af sin slags, og det må forventes, at de bagvedliggende principper for den i et vist omfang vil blive kopieret af andre lande. Derfor risikerer vi, at der ikke for alvor bliver taget fat om nældens rod.”
Samtidig fremhæver han, at aftalepartierne er blevet enige om at lempe den almindelige elafgift.
“Elektrificeringen af Danmark er en central del af den grønne omstilling, og en lempelse af elafgiften vil være en fornuftig motivationsfaktor, når den grønne bevidsthed skal styrkes hos den enkelte dansker.”