TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer regeringen og Folketingets øvrige partier til under finanslovsforhandlingerne at stå ved de politiske ambitioner om den grønne omstilling og sikre, at udfasningen af oliefyr og naturgas ikke går i stå.
Der var desværre ikke mange grønne tanker i det finanslovsforslag, som regeringen mandag kunne præsentere. Tværtimod betyder finanslovsforslaget, at man flere steder skærer i de initiativer, som hidtil har været med til at holde gang i den borgernære grønne omstilling. Det gælder ikke mindst udfasningen af oliefyr og naturgas, som spiller en vigtig rolle, hvis Danmark skal leve op til regeringens egen ambition om at reducere CO2-udledningen med 70 procent.
”Som det ser ud nu, så står Bygningspuljen, hvor man bl.a. kan søge midler til at udskifte sit gamle fyr med en varmepumpe, til at blive kraftigt reduceret i 2022. Det er stærkt problematisk, at man dermed fjerner en stor del af boligejernes økonomiske incitament til at omsætte grønne drømme til handling,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der er Danmarks tredjestørste arbejdsgiverorganisation og repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Han understreger, at interessen hos boligejerne for at overgå til grøn opvarmning fortsat er til stede, men at der stadig er brug for en økonomiske gulerod.
”Med tanke på, hvor hurtigt støttemidlerne i Bygningspuljen blev brugt ved de første to ansøgningsrunder i år, er der ingen tvivl om, at boligejerne VIL den grønne omstilling. Men vi kan samtidig se, at økonomien spiller en stor rolle for, om projekterne bliver sat i gang,” understreger Simon O. Rasmussen.
Regeringen har med finanslovsforslaget ikke introduceret nye økonomiske incitamenter til de klimavenlige boligejere.
”Samlet set styrker man derfor ikke incitamenterne hos boligejerne til fx at udfase de olie- og gasfyr, som jo er et helt centralt element i den grønne omstilling af vores boligopvarmning. Det er vigtigt at udnytte den folkelige opbakning, der er til stede, og selv relativt små puljer kan få snebolden til at rulle og skabe betydelige forandringer i måden, vi opvarmer vores huse på,” vurderer Simon O. Rasmussen og uddyber:
”Derfor er det også vigtigt, at vi ender med at få en finanslov, der holder fast i klimaambitionerne.”