Regeringens ekspertgruppe om værdiansættelse er ikke kommet i mål med opgaven, der var stillet. Det efterlader nu titusindvis af unge potentielle virksomhedsejere uden afklaring.
Regeringen tredoblede generationsskifteskatten i 2019. Noget, der gjorde arbejdsbetingelserne mere end vanskelige for den næste generation, som skal overtage den enkelte virksomhed.
Samtidig nedsatte man dog en ekspertgruppe, der skulle genskabe forudberegnelighed og retssikkerhed i værdiansættelserne, når en familievirksomhed generationsskifter. Anbefalingerne landede onsdag, men opgaven er ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne langt fra løst:
”Titusindvis af unge mennesker har gået lærlingevejen, arbejdet benhårdt og tillært sig højt efterspurgte kompetencer med det formål, at de skulle bygge videre på familiens livsværk. Når forældrene var klar til at trække sig tilbage, skulle den unge så overtage stafetten og bringe virksomheden ind i næste kapitel,” siger Henrik Fugmann, formand for TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal, og uddyber:
”Og som om det ikke var økonomisk udfordrende nok at tredoble generationsskifteskatten, så bringer anbefalingerne omkring værdiansættelse fra ekspertgruppen nu også virksomhederne i en endnu mere udsat position.”
En vægt om halsen på dansk erhvervsliv
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne understreger man, at skattereglerne ikke kun har store konsekvenser for organisationens egne medlemmer men for hele erhvervslivet.
”Vi taler altså her om rygraden af danske erhvervsliv – især de små og de mellemstore virksomheder, hvor én mand er blevet til tre, som siden er blevet til syv og måske nu er blevet til 25,” siger Henrik Fugmann, og understreger:
”Det er de virksomheder, der giver praktikpladser til unge og lokale jobs i alle dele af landet. Dem vælger man nu at spænde ben for med øget usikkerhed, en stor administrativ byrde og en enorm skatteregning. På den måde fratager man reelt de unge mennesker muligheden for at træde ind i familievirksomheden.”

Henrik Fugmann, formand for TEKNIQ Arbejdsgiverne, advarer mod den usikkerhed, der er forbundet med beskatning og værdisætning ved generationsskifte af virksomheder.