TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig over dagens trepartsaftale om sygedagpenge for ansatte, der rammes af corona, og forældre med covid-19-hjemsendte børn.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er i dag blandt andet blevet enige om at genindføre den midlertidige suspendering af arbejdsgiverperioden for sygedagpenge, når medarbejdere rammes af corona.
”Det er et vigtigt signal at sende på et tidspunkt, hvor vi desværre får daglige påmindelser om, at coronapandemien stadig har godt fat i samfundet, og hvor vi ser, at smitten typisk spredes fra børn til deres forældre,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:
”Med dagens aftale sikrer vi, at virksomheder ikke uforvarende rammes endnu hårdere økonomisk, hvis deres ansatte bliver syge. Noget, der ikke mindst vil være en velkommen hjælp til TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer, hvor lønudgifter til medarbejdere, der må blive hjemme, virkelig kan mærkes på bundlinjen.”
Med dagens aftale får arbejdsgivere ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag for lønmodtagere, der er ramt af covid-19 eller som efter sundhedsmyndighedernes anbefaling skal gå i selvisolation, fordi de vurderes at være ”nær kontakt” til en smittet.
Også hjælp til forældre
Aftalen genindfører også ordningen med barselsdagpenge til forældre med hjemsendte børn som følge af covid-19.
”Det er en naturlig konsekvens af, at smitten denne gang som sagt primært ses blandt børn og unge. Derfor vil ordningen være en kærkommen håndsrækning til de forældre, der ikke får udbetalt løn under barnets sygdom,” siger Troels Blicher Danielsen.
De genindførte ordninger vil i første omgang gælde til og med den 28. februar. Ordningerne vil kræve en lovændring og skal derfor nu hastebehandles, så de kan træde i kraft hurtigst muligt.