Finalisterne til DM i Skills er nu fundet og får ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne en vigtig rolle i arbejdet med at promovere erhvervsuddannelserne .
Der var dømt fagligt stjernetræf, da finalisterne ved DM i Skills for VVS-energispecialistlærlinge mandag mødtes hos Mascot i København. I alt fire lærlinge kommer til at kæmpe om titlen, når mesterskaberne afholdes fra den 28. april i Høng ved Kalundborg.
”Jeg kan faktisk godt mærke, at nervøsiteten kommer krybende lige så stille, men det bliver spændende at være med til,” sagde 21-årige Frederik Oudal Helmnæs fra Lyngby, som til daglig er i lære hos Engelgaar Teknik i Rødovre.
”Jeg valgte i sin tid faget efter flere forfejlede skoleforløb og fik så anbefalet vvs-energispecialist-uddannelsen af en ven. Det klikkede bare, og jeg fortryder i hvert fald ikke mit valg. Jeg går meget op i detaljerne, når jeg arbejder, hvilket nok også er en af årsagerne til, at jeg er kommet hertil, og det bliver spændende at se, hvor langt det rækker til i finalen,” fortalte han.
Vvs i blodet
Én af konkurrenterne ved finalen i Høng bliver 20-årige Lennarth T. Rokkjær fra Lomborg ved Lemvig, der er i lære hos Vestjysk Smede – VVS – Blik i Bøvlingebjerg. For ham kom valget af uddannelse helt naturligt.
”Min bedstefar har selv været vvs’er, og jeg gik ofte i værkstedet med ham, da jeg var yngre. Så det har altid nærmest været forudbestemt, at jeg også selv skulle gå den vej,” fortalte han og uddybede:
”Egentlig synes jeg, det er mærkeligt, at nogen synes, jeg er så god og at jeg kunne kvalificere mig til finalen. Normalt har jeg det bedst med at arbejde bag kulisserne, men nu må jeg jo så træde frem på scenen, og det går også nok.”
Vigtigt med rollemodeller
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder man sig over, at det nu igen, efter en coronapause i 2021, bliver muligt at gennemføre DM i Skills.
”Det er jo ingen hemmelighed, at vi står med et akut behov for flere dygtige faglærte. Et behov, der kun bliver større de kommende år. Derfor er det også vigtigt at få dygtige lærlinge som Frederik og Lennarth frem i lyset, så de kan vise deres faglighed og måske inspirere andre unge til at vælge samme vej,” siger Johnny Kristensen, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
”I det hele taget har vi brug for rollemodeller, hvis vi skal bryde den gymnasiale vanetænkning, når de unge står foran at skulle vælge uddannelsesvej efter folkeskolen. Som faglært får du et utal af job og karrieremuligheder – og kan med en af de tekniske uddannelser samtidig få en vigtig rolle i den grønne omstillings frontlinje,” forklarer han.
De fire finalister ved DM i Skills for VVS-energispecialist-lærlinge:
Lasse Green Laumann fra Valby
Læreplads: Bravida Danmark i Brøndby
Skole: RTS
Frederik Oudal Helmnæs fra Lyngby
Læreplads: Engelgaar Teknik i Rødovre
Skole: Unord
Lennarth T. Rokkjær fra Lomborg
Læreplads: Vestjysk Smede – VVS – Blik i Bøvlingebjerg
Skole: Herningsholm
Mikkel Larsen fra Sommersted
Læreplads: CVE Teknik
Skole: Hansenberg
Fakta om DM i Skills
- Afholdes fra d. 28.-30. april 2022 i Høng.
- Omkring 300 unge kæmper om DM-titlerne indenfor deres respektive fag.
- Mesterskaberne er blevet afholdt siden 2011.
- Formålet er at promovere erhvervsuddannelserne på en positiv måde ved at vise de dygtigst EUD-elever.

To af finalisterne ved DM i Skills for VVS-energispecialist-lærlinge, Frederik Oudal Helmnæs og Lennarth T. Rokkjær.