Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har i dag truffet aftale om bedre muligheder for uddannelse i hele landet. Aftalen får på de fleste områder opbakning fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
TEKNIQ Arbejdsgiverne hilser i store træk den nye aftale velkommen. Brancheorganisationen understreger det fornuftige i, at der med aftalen sættes fokus på at få uddannet relevant arbejdskraft i hele Danmark. Et positivt eksempel er oprettelsen af en produktionsteknolog-uddannelse i Skjern og udbud af maskinmesteruddannelsen i Sønderborg og Thisted.
”Vores metalindustri- og installationsvirksomheder har travlt, og allerede nu er der en stor efterspørgsel efter veluddannet arbejdskraft i hele Danmark. Vi håber derfor, at oprettelsen af nye relevante uddannelsesudbud på området kan medvirke til, at virksomhederne kan rekruttere de nødvendige medarbejdere,” siger Jørgen Prosper Sørensen, uddannelsespolitisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der er Danmarks tredjestørste arbejdsgiverorganisation og repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Han bemærker desuden, at der med implementering af dagens aftale skal sættes fokus på oprettelse af nye uddannelser inden for områder, hvor der i fremtiden vil være behov for øget arbejdskraft. Det kan for eksempel være i forbindelse med hele den grønne omstilling, den teknologiske udvikling, omstilling af produktion og den digitale udvikling.
”Derfor kan man med fordel målrette den regionale uddannelsesindsats til eksempelvis mange af de tekniske og produktionsrettede fag, der kan hjælpe os med at løfte hele landet,” vurderer Jørgen Prosper Sørensen.
For TEKNIQ Arbejdsgiverne er det dog afgørende at de bedre muligheder for uddannelser i hele Danmark ikke sker på bekostning af det samlede optagelsesantal og uddannelseskvaliteten.
”Dette håber vi, at regeringen vil have et stærkt fokus på de kommende år. Vores virksomheder har således brug for den bedst kvalificerede arbejdskraft i hele landet – det kan og må vi ikke gå på kompromis med. Derfor hilser vi det også velkomment, at der følger finansiering med til de regionale udbud for at sikre både et højt fagligt niveau og et godt studiemiljø,” siger Jørgen Prosper Sørensen.
TEKNIQ Arbejdsgiverne appellerer samtidig til regeringen om at sætte fornyet fokus på hele efter- og videreuddannelsesområdet for at fremme mere efteruddannelse og livslang læring – også i HELE landet.
”Vi står overfor et arbejdsmarked, hvor der stilles højere og højere krav – også til de eksisterende medarbejdere i vores virksomheder. Af samme årsag er der for alle faggrupper løbende behov for at tilegne sig ny viden og nye kompetencer. Derfor skal der også være regionale uddannelsesudbud i hele Danmark,” understreger Jørgen Prosper Sørensen.