TEKNIQ Arbejdsgiverne ærgrer sig over, at man med forårets komme og næsten 750.000 vaccinerede i næste uge ikke har anlagt en lidt mindre forsigtig tilgang til genåbningen af Danmark.
”Konkret så vi gerne, at eleverne på erhvervsskolerne kunne være kommet tilbage på skolebænken i næste uge i hele Danmark. Samtidig bør man rulle de meget stramme indrejserestriktioner tilbage til et mere moderat niveau for europæisk arbejdskraft,” lyder reaktionen fra Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal, oven på dagens præsentation af regeringens genåbningsplaner.
”På erhvervsskolerne kan eleverne få den kombination af teoretisk og praktisk undervisning, der er så afgørende for deres uddannelser. Vi havde håbet på, at man som minimum ville have hjulpet de lærlinge, der nærmer sig svendeprøven i hele landet, med at færdiggøre deres uddannelser,” siger han.
Regeringen kunne for nylig præsentere en hjælpepakke, der netop skal hjælpe lærlinge med at forlænge hovedforløbene, så de kan få deres svendebreve.
”Men jo længere tid, der går, desto sværere bliver det at fastholde den høje faglighed, lærlingene bygger deres uddannelser og kommende arbejdsliv på,” siger Troels Blicher Danielsen.
Han understreger, at der ligeledes er akut brug for at åbne op for, at lærlinge på hovedforløbene får mulighed for at tage deres certifikatkurser – fx på svejseområdet – så lærlingene kan vende tilbage til deres virksomheder og bidrage til produktionen.
”I det hele taget har erhvervslivet brug for en tidsplan, ligesom der er meldt ud i andre europæiske lande, som giver et reelt billede af, hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge, landet skal åbnes op igen. Den øjeblikkelige mangel på klarhed øger bare usikkerheden i virksomhederne, og det er ikke godt på hverken kort eller langt sigt,” siger Troels Blicher Danielsen.
Han peger også på de meget stramme indrejseregler for arbejdere fra andre europæiske lande som et område, der bør prioriteres højere under genåbningen.
”I øjeblikket oplever mange danske virksomheder, at de har svært ved at få adgang til de nødvendige kompetencer for at drive virksomhed på grund af de vilde indrejserestriktioner. Samtidig kan det være svært at finde hoved og hale i de gældende regler, som ifølge EU-kommissionen ovenikøbet er i strid med EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. På den lange bane kan det betyde permanent mangel på europæisk arbejdskraft til dansk produktion, som vores økonomi er så afhængig af,” siger Troels Blicher Danielsen.