TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig over den genopretningspakke til 672,5 mia. Euro, som Europa-Parlamentet netop har givet grønt lys. En pakke, der skal føre til massive investeringer i blandt andet grøn omstilling og digital transformation.
Europa-Parlamentet har i dag godkendt en ”genopretnings- og resiliens-pakke”, der skal hjælpe EU-landene med at håndtere virkningerne af coronakrisen. En pakke på 672,5 mia. Euro (5.000 mia. kr.).
”Det er en stor aftale, der kan få enorm betydning for den kurs, vi har sat her i Danmark – både med hensyn til at bane vejen for den grønne omstilling og for at få økonomien på fode igen efter coronapandemien. Med aftalen gør EU sit til at sætte fart på udviklingen – ikke mindst når det gælder nedbringelsen af drivhusgasudledningen og digitaliseringen af vores samfund,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Pakken udgør hovedparten af EU’s Next Generation-genopretningspakke på i alt 750 mia. Euro, og pengene vil blive stillet til rådighed i form af tilskud og lån til finansiering af nationale initiativer.
”Det er rigtigt godt, at pengene i dagens pakke blandt andet er øremærket initiativer, der kan løfte den grønne og digitale omstilling. Det er to områder, hvor danske virksomheder er med fremme, men også områder, hvor konkurrencen er blevet langt hårdere,” siger Troels Blicher Danielsen.
Det er nu op til regeringen at udforme en nærmere plan for, hvordan man ønsker at prioritere de afsatte EU-midler. Dog skal planen indeholde klimatiltag for mindst 37 procent og digitale tiltag for mindst 20 procent af budgettet.
”Det gælder om, at regeringen sammen med Folketinget hurtigst muligt får skabt klarhed over, præcis hvordan man vil bruge pengene, således at også danske virksomheder kan prioritere deres ressourcer og indsats på den bedst mulige måde til gavn for både erhvervslivet og dansk økonomi. Samtidig er det vigtigt, at planer og initiativer bygger på en bred politisk aftale,” siger Troels Blicher Danielsen.