TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer til, at partierne i Folketinget fjerner alle restriktioner for europæisk arbejdskraft.
Trods vaccineudfordringer bevæger Danmark sig gradvist mod en mere normaliseret hverdag – senest illustreret ved gårsdagens aftale om gradvis genåbning af rejseaktiviteter. Det er ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne fantastisk, men aftalen sikrer ikke fri bevægelighed for europæisk arbejdskraft fra røde lande. Begrænsningerne kan have afgørende betydning for industrivirksomhederne adgang til den nødvendige arbejdskraft fra resten af Europa.
”Det er positivt, at regeringen begynder at rette blikket mod grænsehindringerne, og særligt at man åbner op for en regional tilgang til rejsevejledningerne igen for EU- og Schengenlandene. Men der er stadig meget at gøre, før arbejdskraftens frie bevægelighed er tilbage uden restriktioner i Danmark,” siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal og uddyber:
”Danmark er en lille åben økonomi, hvor både turistbranchen og mange andre brancher som fx metalindustrien er helt afhængige af, at det er muligt at komme let ind og ud af landet. Man skal kunne rejse ud og tale med udenlandske leverandører, men samtidig skal vores europæiske kollegaer kunne komme gnidningsfrit ind i landet.”
Han efterlyser derfor en lempelse af de meget rigide dokumentationskrav, som fortsat omfatter arbejdere, der ofte skal krydse grænsen for at passe deres arbejde i Danmark.
”Det, vi har brug for, er en offensiv tilgang i kampen om kvalificeret arbejdskraft i Europa ved fx at udbrede den frie bevægelighed til de lande, som er på vej til at blive optaget i EU. Det er et initiativ, der kan bringe os styrket ud af coronakrisen,” siger Troels Blicher Danielsen.