Ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne vil regeringens finanslovsforslag, der blev præsenteret i dag, gøre det både mere bekosteligt og besværligt at drive virksomhed i Danmark.
Det var ikke overvejende godt nyt for dansk erhvervsliv, da regeringen i dag præsenterede sit forslag til næste års finanslov. I hvert fald ikke ifølge TEKNIQ Arbejdsgiverne, der især fremhæver to punkter, som vil være med til at gøre livet mere vanskeligt for landets virksomheder.
Står det til Socialdemokratiet vil man blandt andet ændre reglerne for dækning af udgifter til sygemeldte medarbejdere ude i virksomhederne. I dag kan man efter de første 30 sygedage få refusion fra staten i form af sygedagpenge. Men fremover skal der gå 40 dage, før dette træder i kraft.
”Det betyder, at virksomhederne kommer til at stå med en ekstra regning, når de selv skal dække udgiften til de syge medarbejdere i endnu længere tid. Det øger presset på både virksomheden og den sygemeldte i en situation, hvor den syge måske mest af alt har brug for ro til at komme ovenpå igen,” siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Han hæfter sig også ved, at regeringen i sit finanslovsforslag fastholder planerne om at hæve beskatningen ved generationsskifte af familieejede virksomheder fra de nuværende 6 til 15 procent.
”Det er et meget uheldigt signal at sende og kan trække tæppet væk under de familieejede virksomheder, som ellers er fundamentet for dansk erhvervsliv. Og jeg synes, det er stærkt kritisabelt, at man på denne måde går på skattemæssig klapjagt efter penge, som der allerede er blevet betalt skat af én gang for tilsyneladende at få lukket et hul i statskassen,” siger Niels Jørgen Hansen.
Han håber derfor, at de kommende forhandlinger om finansloven kan være med til at trække det endelige resultat i en mere erhvervsvenlig retning.
”Det virker ikke som om, at regeringen har tilstrækkelig forståelse for, at forudsætningen for den velfærd og de klimaløsninger, der snakkes så meget om, er, at der er vækst i Danmark. En vækst, der er baseret på et effektivt og velfungerende erhvervsliv. Derfor håber jeg også, de kommende finanslovsforhandlinger kan være med til at trække det endelige resultat i en mere erhvervsvenlig retning,” siger Niels Jørgen Hansen.