Nye tal viser et fald i antallet af unge, der begynder på en erhvervsuddannelse. TEKNIQ Arbejdsgiverne glæder sig dog over, at det stadig ser fornuftigt ud for uddannelserne til elektriker og vvs-energispecialist, mens man er stærkt bekymret for udviklingen på industriområdet.
Der bliver brug for flere faglærte de kommende år. Men ifølge nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet så falder antallet af elever, der begynder på en erhvervsuddannelse. Sidste skoleår begyndte 4.000 færre elever på hovedforløbet end året før. Der er dog undtagelser.
Når det gælder elektrikeruddannelsen, er de senere års opadgående tendens således fortsat, og samtidig er det lykkedes at holde niveauet på vvs-energiuddannelsen efter en markant stigning sidste år.
”Det er meget positivt, at uddannelserne indenfor de tekniske installationer stadig er i stand til at trække unge ind på erhvervsskolerne. Det er også et udtryk for det store arbejde, der er blevet gjort for at markedsføre uddannelserne og fremhæve de mange muligheder, de åbner,” siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal, og uddyber:
”Samtidig har virksomhederne indenfor disse brancher en stærk tradition for at tage rigtig mange lærlinge, hvilket også kan være en del af forklaringen på, at netop elektriker- og vvs-energiuddannelserne klarer sig så godt,” siger Tina Voldby.
Brug for flere industriteknikere og smede
Til gengæld er hun stærkt bekymret over udviklingen på industriområdet. Her viser de nye tal et fald i antallet af nye elever på eksempelvis industritekniker- og smedeuddannelserne.
”I forvejen uddannes der alt for få industriteknikere til at dække behovet ude i virksomhederne. Og når vi ser, at antallet af nye elever bliver ved med at falde, så er der virkelig grund til bekymring,” siger Tina Voldby.
Derfor har TEKNIQ Arbejdsgiverne også lanceret en større kampagne, der skal få flere unge til at vælge netop disse uddannelser.
”Selvom vores virksomheder rent faktisk har øget antallet af lærepladser med 67 procent de seneste fem år, har vi alligevel startet en kampagne med budskabet ”Tag en ekstra lærling” for at motivere virksomhederne til at gøre det endnu bedre,” siger Tina Voldby.