Det skal kunne betale sig at arbejde, og virksomheder skal have kvalificeret arbejdskraft til rådighed.
Et stærkt erhvervsliv giver mulighed for, at flere får et godt og langt arbejdsliv med alle de positive følger, der kommer ved at være i stand til at kunne forsørge sig selv og indgå i et fællesskab.
Mere end 1 mio. er på offentlige ydelser i Danmark inklusive SU, og flere ældre og børn i fremtiden giver et øget træk på de offentlige finanser. Også derfor skal rammerne for at skabe private arbejdspladser være i orden, da det er her finansieringen af velfærdsstaten skabes. Også den grønne omstilling er afhængig af at den rette arbejdskraft er til rådighed. Langsigtet planlægning vil føre til, at de nødvendige medarbejdere med de rette kompetencer kan være tilstede til rette tid.
Derfor foreslår TEKNIQ Arbejdsgiverne
- at styrke lediges incitamenter til at tage et arbejde blandt andet ved, at beskæftigelsessystemet modarbejder mangel på arbejdskraft og højner jobmobilitet både geografisk og fagligt,
- at lette adgangen til udenlandsk arbejdskraft for eksempel til europæiske kollegaer,
- at sænke skatten eller hæve beskæftigelsesfradraget, så det bliver mere økonomisk attraktivt at arbejde,
- at styrke incitamentet for arbejdsdeltagelse af ældre medarbejdere, som er ældre end pensionsalderen og for grupper med svag tilknytning til arbejdsmarkedet for eksempel igennem IGU-ordningen,
- at sænke den øverste marginalskat– enten ved at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget eller ved at sænke topskatten.