Det kommunale Danmark skal være grønnere, digitalt og mere erhvervsvenligt. TEKNIQ Arbejdsgivernes 8 forslag til Danmarks lokalpolitikere.
Som Danmarks digitale og grønne interesse- og arbejdsgiverorganisation vil TEKNIQ Arbejdsgiverne derfor gerne være en del af debatten ude i kommunerne. Vi mener nemlig, at det kommunale Danmark skal være grønnere, digitalt og mere erhvervsvenligt. Vi har udarbejdet otte forslag til lokalpolitikerne, der til sammen udgør vores politiske udspil ”Teknologi giver bedre liv”.
TEKNIQ Arbejdsgiverne foreslår:
-
Sæt kommunale mål for indeklima og bygningsautomatik
Alt for mange offentlige bygninger og institutioner har et dårligt indeklima. Der er et enormt efterslæb, når det kommer til at modernisere de kommunale bygninger. Det giver træthed, hovedpine, koncentrationsbesvær og forringet indlæringsevne hos børn, unge, ældre og ansatte i kommunen.
-
Øg brugen af velfærdsteknologi
I den danske velfærds- og plejesektor skal vi udnytte velfærdsteknologi til at frigøre tid. Sådan kan vi passe på personalet i vores velfærdssektor, mens den enkelte borger får bedre tryghed og kvalitet i hverdagen.
I dag mærker de virksomheder, der skal levere velfærdsteknologien til kommunerne, ofte en mangel på viden om den nye teknologi.
-
Sæt kommunale mål for intelligente og energieffektive kommunale bygninger
Hele 65% af den danske bygningsmasse er fra før 1980, og er altså opført, inden der for alvor blev sat krav til energiforbrug. Det offentlige ejer langt de fleste bygninger i Danmark, og staten har derfor et stort ansvar i at sikre, at de er energieffektive. Det gælder i forhold til opførelsen af nye bygninger, men også når det kommer til renovering af den eksisterende bygningsmasse.
-
Investér i den grønne transport
I løbet af de kommende år vil mange nye elbiler komme på vejene. Det betyder, at behovet for ladestandere stiger. Der skal der sættes kommunale mål for elektrificering af byens transport, hvilket vil styrke incitamentet til at købe en elbil. Det er et helt nødvendigt led i den grønne omstilling, der skal hjælpe os med indfri 2030-målene.
-
Få alle med i arbejdsfællesskabet
Alt for mange unge står desværre uden for uddannelses- og arbejdsfællesskabet. Ofte er der tale om unge mennesker, der ikke har den fornødne motivation og kompetencer til at sætte sig tilbage på skolebænken. For dem vil et længere praktikforløb i samarbejde med lokale virksomheder være en vej ud af arbejdsløsheden. Dette tiltag bør være omkostningsfrit for de medvirkende virksomheder.
-
Uddan klimaets kernetropper
I en nær fremtid kommer vi til at mangle faglærte hænder til at foretage den grønne omstilling. Derfor skal vi have flere studerende på de tekniske erhvervsuddannelser og de tekniske videregående uddannelser. Folkeskolen bør i højere grad introducere eleverne til erhvervsuddannelserne for at kunne uddanne fremtidens klimaeksperter til erhvervslivet.
-
Gør erhvervslivets hverdag enklere med standardiserede udbud
Kommunale udbud er ofte komplekse med unødvendige byrder for virksomhederne. Det gør det svært for virksomhederne at navigere i udbuddene, hvilket giver lange og besværlige processer. Enkle og standardiserede udbud skaber et bedre lokalt erhvervsklima og vil resultere i mindre ressourcespild og bedre priser for kommunen.
-
Skab en mere effektiv byggesagsbehandling
Alt for ofte ender byggesagsbehandling i langsomme og uforudsigelige forløb – og sagsbehandlingerne er kun blevet længere siden 2019. Det giver frustrationer og ekstraregninger for både borgere og virksomheder, som ikke kan komme videre med deres byggeprojekter. En effektiv og billig byggesagsbehandling er et nøgleelement i det kommunale erhvervsliv.