Kvalitet, bæredygtighed og driftsomkostninger skal stå centralt, når det gælder udbud. Det vil gavne både samfundsøkonomi, klima og brugere.
Der er et stort ansvar hos bygherre for, at byggeriet ender som en succes. Forudsætningen for at byggeriet lykkes er, at udbuddet er optimalt sat sammen. Det handler ikke blot om anskaffelsesomkostningerne, men også kvalitet, bæredygtighed og driftsomkostninger.
Talrige eksempler på dårlige udbud og byggestyring har dog desværre vist, at kompetencen ofte ikke er til stede blandt de offentlige udbydere.
TEKNIQ Arbejdsgiverne mener, at kommunerne skal sammenlægge deres udbuds- og byggestyring med andre kommuner, så de får tilstrækkelig viden og kompetencer. Samtidig bør alle offentlige byggerier have et krav om totaløkonomi til gavn for klimaet, brugerne og økonomien.
Derfor foreslår TEKNIQ Arbejdsgiverne
- at der indføres et krav om totaløkonomi i offentlige projekter, herunder også krav om, hvordan og hvornår totaløkonomien skal beregnes. Totaløkonomien skal også omfatte klimahensyn,
- at der indføres et totaløkonomimærke, der indikerer kvaliteten af totaløkonomien i et byggeri,
- at der skal stilles digital adgang til rådighed i forbindelse med markedsdialogen for offentlige
ordregivere.