Danmark er et af verdens rigeste samfund, fordi vi har dygtige og progressive virksomheder. Derfor arbejder TEKNIQ Arbejdsgiverne for, at det er attraktivt at drive virksomhed i Danmark.
TEKNIQ Arbejdsgiverne mener, at de økonomiske rammebetingelser for at drive virksomhed i Danmark skal forbedres. Det vil gøre en positiv forskel, hvis man letter virksomhedernes indberetningsbyrde til offentlige myndigheder, og det bør være mere attraktivt at være organiseret end uorganiseret på det danske arbejdsmarked.
Desværre lovgives der ofte efter laveste fællesnævner, og politikerne forsøger at detailstyre den daglige virksomhedsdrift. Det kan føre til, at de virksomheder der overholder reglerne, låses fast i en regelspændetrøje uden plads til individuelle løsninger, mens de virksomheder, der bevidst ikke følger reglerne, undslipper.
Derfor foreslår TEKNIQ Arbejdsgiverne
- at fjerne bureaukrati og unødige sagsgange, så virksomheder kan få en mere effektiv drift, bedre konkurrenceevne og kan investere i vækst til gavn for hele samfundet,
- at virksomheder, der stiller data til rådighed for myndighederne, ikke modtager unødvendige fysiske besøg,
- at sænke dokumentationskrav og kontrolniveau for virksomheder, der i mange år har udvist god efterlevelse af regler og påbud,
- at fjerne dobbeltindberetninger til det offentlige, og i højere grad at samkøre data for at reducere virksomhedernes indberetningsbyrde,
- at indberetninger til det offentlige skal tage udgangspunkt i virksomhedernes verden og sprogbrug,
- at undgå overimplementering af europæisk lovgivning, der stiller danske virksomheder dårligere end deres europæiske konkurrenter,
- at sænke de lovbestemte omkostninger ved at drive virksomhed blandt andet gennem afskaffelse af G-dage, lavere arbejdsskadeafgift og reduceret arbejdsgiverperioden ved sygefravær,
- at etablere rimelighed i skattebetalinger for eksempel ved at sænke selskabsskatten og fjerne arveskatten,
- at etablere bedre muligheder for iværksætteri for eksempel gennem lettere adgang til lån.