SMART-løsninger er brugen af data fra sensorer, som anvendes til at energi- og forbrugsoptimere huse og byer fx automatisk belysning, temperaturregulering, digitale elmålere koblet til solceller, automatiske målinger af vand og luft mv.
Tendensen og dens udvikling
SMART-løsninger dækker også over materialer med egenskaber til at reagere på eksterne stimuli fx lys og temperaturer. Det kan være materialer, der skifter farve afhængigt af temperaturen eller metal, der kan bøjes, men finder tilbage til den oprindelige form ved opvarmning. SMART-løsninger kobler sig til nye servicemodeller baseret på forebyggende vedligehold, hvilket illustrerer et skifte fra årlige rutinetjek eller reparation til vedligehold på baggrund af sensorer og data i realtid fra kunden.
Hvad får virksomheden ud af det?
- Der er et stort salgspotentiale for særligt installationsbranchen i forhold til at kunne installere og rådgive kunder om muligheder i SMART-løsninger – herunder produkter koblet til internettet, Internet of Things (IoT). Det kan fx være automatisk regulering af belysning, temperaturer mv.
- SMART-løsninger kan anvendes som led i nye forretningsmodeller med abonnementsbaserede serviceløsninger, hvor der foretages service og forebyggende vedligehold efter behov fremfor service med fast tidsinterval. Dette kan øge kundeloyaliteten og sikre en fast og forudsigelig indtægtskilde.
- SMART-løsninger med sensorer baseret på kunstig intelligens har et stort potentiale, når det gælder om at optimere produktionen for industrivirksomheder ved systematisk at anvende den data, der ofte allerede indsamles i dag, til at forudsige og forebygge nedbrud og vedligeholdelsesbehov og dermed reducere omkostninger.
- På tværs af virksomheder kan SMART-løsninger med brugen af kunstig intelligens anvendes til fx lagerstyring med automatisk bestilling af nye varer, som kan spare tid og dermed reducere omkostninger.
Hvad får kunden ud af det?
- SMART-løsninger bidrager til energieffektivisering hos kunden og kan også anvendes til mere højteknologiske velfærdsløsninger (fx sensorer i toilettet ved ældrepleje mhp. at forudsige og forebygge dehydrering).
Hvad gør andre?
Se case-eksempler på, hvordan andre medlemsvirksomheder har udnyttet de grønne og digitale forretningsmuligheder inden for SMART-løsninger.