Timelønnede og lærlinge optjener feriegodtgørelse, mens funktionærlignende som udgangspunkt har ferie med løn.
Timelønnede svende og arbejdere
Optjening af feriepenge
Der optjenes 12,5% i feriepenge af alle skattepligtige løndele.
Det samlede feriepengebeløb efter skat fordeles ligeligt på det antal feriedage, den pågældende medarbejder har optjent i året.
Feriegodtgørelsen udbetales, når medarbejderen har anmodet om udbetalingen via Feriepengeinfo. Udbetalingen skal ske tidligst 4 uger før ferieperioden påbegyndes under forudsætning af, at anmodningen er foretaget senest 5 uger før ferieperioden. Hvis medarbejderen anmoder om feriepengene senere end 5 uger før ferieperiodens begyndelse, skal feriegodtgørelsen senest udbetales 1 uge efter anmodning.
Regler for sygeferiegodtgørelse
Når medarbejderen bliver syg, skal virksomheden betale sygeferiegodtgørelse under fravær fra 2. fraværsdag, uanset om sygefraværet skyldes regulær sygdom eller sygefravær som følge af tilskadekomst.
Sygeferiegodtgørelsen udgør 12,5 % af medarbejderens sædvanlige løn i det sidste 4 uger før fraværet. For en medarbejder, der har ret til delvis løn under sygdom, udgør sygeferiegodtgørelsen forskellen mellem den ovennævnte normale sygeferiegodtgørelse og feriegodtgørelsen af den delvise løn.
Sædvanlig løn er medarbejderens sædvanlige fast påregnelige timeløn i 4 uger forinden sygefraværet. Usædvanlige udbetalinger, f.eks. på grund af ferieafholdelse eller udbetaling af et stort akkordoverskud i 4 uger før fraværet, skal ikke indgå i beregningen af sygeferiepengegodtgørelsen.
Hvis medarbejderen har været ansat i hele ferieåret i samme virksomhed, har medarbejderen ret til sygeferiegodtgørelse allerede fra 1. sygefraværsdag, hvis medarbejderen har haft mere end 52 perioder i optjeningsåret (1.9. - 31.8.) med sygefravær. Hvis medarbejderen ikke har været ansat i hele ferieåret (1.9. - 31.8.) i samme virksomhed, optjener medarbejderen ret til ferie med sygeferiegodtgørelse fra 1. sygefraværsdag efter et forholdsmæssigt færre antal perioder med sygefravær.
Beregningen foretages ved at dividere 52 (antal uger i året) med 12 (antal måneder i året) og gange med antallet af måneders ansættelse i ferieåret. Reglen sikrer, at en arbejdsgiver, der skal afregne sygeferiegodtgørelse til en medarbejder, som fratræder, kan opgøre sygeferiegodtgørelsen endeligt i forbindelse med lønmodtagerens fratræden.
Eksempel: En medarbejder, som tiltræder den 1. marts og dermed kun er ansat i halvdelen af ferieåret, optjener sygeferiegodtgørelse fra den 1. fraværsdag når medarbejderen har haft halvdelen af de 52 sygefraværsperioder, svarende til 26 sygefraværsperioder ((52/12)*6 = 26) Medarbejderen optjener derfor sygeferiegodtgørelse fra den første fraværsdag på grund af sygdom fra den 27. sygefraværsperiode.
Funktionærlignende svende (månedslønnede)
Optjening af ferie med løn
Der optjenes 2,08 feriedag med løn for hver måneds beskæftigelse som funktionærlignende svend.
Betalingen under ferie med løn er den aktuelle løn på afviklingstidspunktet.
Hvis der foretages ændringer af den normale daglige eller ugentlige arbejdstid eller arbejdsomfang, har medarbejderen ret til løn under ferien i forhold til den normale daglige eller ugentlige arbejdstid eller arbejdsomfang på optjeningstidspunktet.
Det er antallet af timer, som lønmodtagere er ansat til, der er afgørende for, om der skal ske en regulering af lønnen under ferien. Der skal derfor som udgangspunkt ikke tages hensyn til mer- eller overarbejdstimer ved feriedifferenceberegning, da lønmodtageren ikke er ansat til mer- eller overarbejde. Det betyder også, at selvom lønmodtageren har haft fravær som følge af f.eks. længere tids sygdom eller barsel, hvor lønmodtageren har haft ret til hel eller delvis løn, skal der ikke ske en feriedifferenceberegning som følge heraf.
En ændring af lønnens størrelse fra optjeningen til afholdelsen af ferien, har ikke betydning for lønnen under ferie, da lønnen under ferien skal beregnes ud fra lønmodtagerens aktuelle lønniveau på ferietidspunktet.
Ferietillæg
Der optjenes et ferietillæg på 1% af den ferieberettigede løn. Tillægget beregnes af samtlige skattepligtige løndele, dog beregnes ikke ferietillæg af løn udbetalt under ferie og ferietillæg for tidligere ferieår.
Hvis der foretages ændringer af den normale daglige eller ugentlige arbejdstid eller arbejdsomfang, har medarbejderen ret til løn under ferien i forhold til den normale daglige eller ugentlige arbejdstid eller arbejdsomfang på optjeningstidspunktet.
Det er antallet af timer, som lønmodtagere er ansat til, der er afgørende for, om der skal ske en regulering af lønnen under ferien. Der skal derfor som udgangspunkt ikke tages hensyn til mer- eller overarbejdstimer ved feriedifferenceberegning, da lønmodtageren ikke er ansat til mer- eller overarbejde. Det betyder også, at selvom lønmodtageren har haft fravær som følge af f.eks. længere tids sygdom eller barsel, hvor lønmodtageren har haft ret til hel eller delvis løn, skal der ikke ske en feriedifferenceberegning som følge heraf.
En ændring af lønnens størrelse fra optjeningen til afholdelsen af ferien, har ikke betydning for lønnen under ferie, da lønnen under ferien skal beregnes ud fra lønmodtagerens aktuelle lønniveau på ferietidspunktet.
Ferietillægget udbetales samtidig med at den dertil svarende ferie begynder eller ferietillæg for perioden 1. september til den 31. maj udbetales sammen med lønnen for maj måned, mens ferietillæg for den resterende del af ferieåret udbetales sammen med lønnen for august måned
Feriepenge i stedet for ferie med løn
Den funktionærlignende svend har mulighed for at vælge at få feriepenge i stedet for ferie med løn. Svenden skal meddele dette til arbejdsgiveren før ferieårets start. Svenden vil herefter optjene 12 % i feriepenge i optjeningsåret. Der optjenes i så tilfælde ikke ferietillæg.
Feriegodtgørelse ved fratræden eller overgang til timeløn
En svend der fratræder fra en stilling som funktionærlignende eller overgår til timeløn, skal ved fratræden eller overgang til timeløn have beregnet feriegodtgørelse iht. ferielovens regler herom. Uanset om den funktionærlignende svend har haft ferie med løn eller har valgt 12 %-ordningen, skal feriegodtgørelsen ved fratrædelse beregnes med 12½ %.
Lærlinge på VVS-området
Lærlinge optjener feriedage og feriegodtgørelse som timelønnede svende, men der gælder dog en særlig regel for lærlinge og elever med erhvervsuddannelsesaftaler iht. erhvervsuddannelsesloven i den første tid af et læreforhold.
Retten til betalt ferie optjenes med 2,08 dag for hver måneds ansættelse i ferieåret. Ferieåret går fra den 1. september til 31. august.
Lærlinge har som nævnt en særlig ret til betalt ferie i de ovennævnte 5 uger i den første og anden hele ferieafholdelsesperiode efter, at læreforholdet er påbegyndt. Virksomheden betaler løn i det omfang, lærlingen ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.
Er læreforholdet begyndt i perioden 2. september til 31. oktober, har lærlingen en tilsvarende ret til betalt ferie i 5 uger i den ferieafholdelsesperiode, der knytter sig til ferieåret.
Er læreforholdet begyndt i perioden 1. november til 30. juni, har lærlingen en tilsvarende ret til 3 ugers betalt hovedferie i hovedferieperioden og 5 dages betalt ferie under virksomhedslukning før hovedferieperioden.
Hovedferieperioden udgør perioden fra 1. maj til 30. september.