Det fremgår af Sygedagpengeloven, hvornår en person har ret til betaling af dagpenge under fravær på grund af sygdom. Sygedagpengeloven fungerer sammen med funktionærlovens regler og overenskomsternes bestemmelser om ret til løn under sygdom.
Sygedagpenge fra kommunen
For at få ret til sygedagpenge fra kommunen er det en forudsætning, at lønmodtageren har været tilknyttet arbejdsmarkedet de sidste 6 kalendermåneder før sygdommens indtræden og i denne periode har været beskæftiget i mindst 240 timer. Derudover skal lønmodtageren have arbejdet mindst 40 timer om måneden i de 5 af disse måneder.
Sygedagpenge fra arbejdsgiveren
Hvis en medarbejder, der ikke har ret til fuld løn under sygdom, bliver syg indenfor de første 8 ugers ansættelse, er der ingen pligt for arbejdsgiveren til at betales sygedagpenge. Fraværet skal dog anmeldes af arbejdsgiver over for kommunen inden 14 dage efter 1. fraværsdag.
Lønmodtagere, der har været ansat i mindst8 uger og i denne periode har været beskæftiget i minimum 74 timer, men ikke har ret til løn under sygdom, har ret til dagpenge fra arbejdsgiveren i den såkaldte arbejdsgiverperiode på 30 dage. Fratræder en medarbejder under en sygeperiode, skal arbejdsgiveren kun betale sygeløn/-dagpenge til fratrædelsesdagen. Herefter overgår medarbejderen til sygedagpenge fra kommunen, hvis han/hun stadig er sygemeldt.
Refusion
Når en arbejdsgiver yder løn til en medarbejder under sygdom, indtræder arbejdsgiveren i medarbejderens ret til dagpenge.
Det betyder, at hvis en virksomhed, betaler hel eller delvis løn under sygdom, ud over arbejdsgiverperioden på 30 dage, har virksomheden ret til at få refunderet de sygedagpenge, som medarbejderen ellers ville kunne få udbetalt af kommunen.
Det er en betingelse for at modtage sygedagpenge og for virksomhedens refusionsret, at medarbejderen, opfylder beskæftigelseskravet, er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og at fraværet anmeldes og dokumenteres overfor virksomheden.
Hvis sygdommen er graviditetsbetinget, medarbejderen er i flexjob, eller der er indgået en § 56-aftale med medarbejderen, har virksomheden dog ret til refusion af sygedagpenge fra 1. fraværsdag.
Virksomheden skal anmelde sygefraværet i NemRefusion på virk.dk.
Betaler virksomheden hverken løn eller sygedagpenge under fraværet, skal det anmeldes senest 14 dage efter første fraværsdag.
Betaler virksomheden sygedagpenge under fraværet, skal det anmeldes senest 1 uge efter, at udbetalingen af sygedagpengene fra arbejdsgiveren er ophørt, hvis fraværet strækker sig ud over arbejdsgiverperioden på 30 dage.
Betaler virksomheden løn til medarbejderen under fraværet, skal det anmeldes senest 5 uger efter 1. fraværsdag.
Sygedagpengeforsikring for private arbejdsgivere
En mindre privat arbejdsgiver kan tegne en forsikring, som giver arbejdsgiveren ret til refusion fra kommunen fra lønmodtagerens 2. fraværsdag.
Virksomhedens mulighed for at tegne forsikring er afhængig af virksomhedens lønsum, og forsikringspræmien beregnes på baggrund heraf.