Personalehåndbogen er virksomhedens retningslinjer og en del af ledelsens kommunikation med medarbejderne.
Personalehåndbogen er et vigtigt kommunikationsredskab for virksomhedens ledelse, både i forbindelse med introduktion af nye medarbejdere til virksomheden, og til gensidig forventningsafstemning mellem virksomhed og medarbejdere om de grundlæggende vilkår for ansættelsen, samt de ”spilleregler”, der gælder på arbejdspladsen.
Personalehåndbogen indeholder typisk beskrivelser af virksomhedens værdier, politikker, regler og retningslinjer, samt vilkår og betingelser for ansættelsen, baseret på den gældende overenskomst.
Du kan finde et eksempel på en personalehåndbog i boksen til højre. Du kan downloade eksemplet, og bruge det som inspiration eller skabelon, når du laver en personalehåndbog for din virksomhed.
Eksemplet er lavet, så teksten så vidt muligt er neutral, og passer til både el- og vvs-virksomheder. Husk dog, hvis du bruger eksemplet som skabelon, at tilpasse indholdet, så personalehåndbogen bliver skræddersyet til din virksomhed.
Det er en god regel at opdatere virksomhedens personalehåndbog én gang om året, eller når der sker ændringer i overenskomster eller andre forhold i og omkring virksomheden, så den altid er ajour.
Aktuelle forhold, som kan adresseres i personalehåndbogen, kunne f.eks. være håndtering af mobning og chikane, inklusion og ligestilling, whistleblowerordning (obligatorisk, hvis virksomheden har mere end 50 ansatte), IT-sikkerhed (politikker for anvendelse af virksomhedens IT-udstyr, telefoner, forholdsregler mod phishing og netsvindel, mv).