For at blive voksenlærling skal man være fyldt 25 år, når uddannelsesaftalen indgås.
En voksenlærling (EUV) vil i nogle tilfælde have mulighed for at få forkortet uddannelsestiden.
Skolerne skal ved opstart af uddannelsen gennemføre realkompetencevurdering (RKV), der skal afdække, om lærlingen inden for de sidste 5 år har relevant brancherelateret erhvervserfaring eller anden uddannelse (erhvervsuddannelse eller studentereksamen), der kan reducere uddannelsens varighed.
De faglige udvalg for uddannelserne har opstillet retningslinjer for, hvilke kompetencer, der vurderes som relevante, og dermed kan reducere uddannelsens varighed.
Varigheden af uddannelsen, herunder praktiktiden, er altså 100 % afhængig af realkompetencevurderingen.
Der er tre kategorier af voksenlærlinge
Skolen skal på baggrund af kompetenceafklaringen placere voksenlærlingen i en af de følgende kategorier:
EUV 1
Lærlinge, som inden for de sidste 5 år har mindst 2 års relevant erhvervserfaring. Her udgør uddannelsen udelukkende den tid på skolen, som realkompetencevurderingen har resulteret i. Der er altså ingen praktiktid i virksomheden.
EUV 2
Lærlinge, som i forvejen har en anden erhvervsuddannelse, en studentereksamen eller inden for de sidste 5 år har mindre end 2 års relevant erhvervserfaring. Men som alligevel har arbejdet inden for branchen i en periode, og derved har opnået tilstrækkelig relevant erhvervserfaring til at blive uddannet på et kortere forløb. På dette forløb afkortes hovedforløbets skoletid med mindst 10 %.
EUV 3
Lærlinge, som til trods for erhvervserfaring vurderes til ikke at have nogen relevant erfaring med installationsbranchen. Dette forløb sidestilles med de unge under 25 år, både i forhold til indhold og uddannelseslængde.
TEKNIQ Arbejdsgiverne anbefaler:
- At virksomheden i første omgang beder lærlingen om at tilmelde sig "realkompetencevurdering før erhvervsuddannelse for voksne" med tilhørende opstilling af en personlig uddannelsesplan, og
- At virksomheden først herefter indgår en uddannelsesaftale for uddannelsen. På det tidspunkt foreligger kompetenceafklaringen, og begge parter – virksomhed og lærling - har et klart grundlag for at indgå en uddannelsesaftale, hvor den samlede varighed af uddannelsen er afklaret.
- Det er naturligvis op til virksomheden at vurdere, om det fortsat er i virksomhedens interesse at indgå en uddannelsesaftale med den pågældende.
Tilskud til lærlinge
Virksomheder, der har lærlinge under voksenlærlingeordningen, modtager en forhøjet lønrefusion under skoleophold. Refusionssatsen pr. 1. januar 2024 udgør op til kr. 5.480,00 pr. skoleuge. Virksomheden vil modtage den forhøjede lønrefusion under alle skoleophold i uddannelsen.
Søg om forhøjet refusion til voksenlærlinge og se vejledende film her www.virk.dk.
Mulighed for ekstraordinært tilskud til voksenlærlinge
Der kan i visse tilfælde ydes et ekstraordinært tilskud til ansættelse af voksenlærlinge fra det lokale jobcenter.
Tilskuddet gives i praktiktiden som et beløb pr. arbejdstime. Der skal søges om tilskud senest en måned efter uddannelsesaftalen påbegyndes. Læs mere om vilkår, regler og anbefalinger HER