Når en virksomhed har besluttet sig for at ansætte en lærling i virksomheden, skal arbejdsgiver og lærling underskrive en uddannelsesaftale. Læs vejledningen og download blanketter.
En uddannelsesaftale
- Er en kontrakt mellem virksomhed og lærling, som dækker både skole- og praktikperioder.
- Erstatter en ansættelseskontrakt og skal følge reglerne om arbejdsgiverens pligt til oplysning af den ansatte, som gælder nationalt og i EU-sammenhæng, vedrørende løn, ferie, vilkår for ansættelsesforholdet, registre mv.
- Skal være underskrevet af begge parter, inden lærlingen starter på uddannelsen. Er lærlingen under 18 år, skal forældre eller værge også underskrive uddannelsesaftalen.
- Er samtidig en tilmelding til en erhvervsskole.
Digital uddannelsesaftale
Digitale uddannelsesaftaler er blevet den foretrukne måde at indgå uddannelsesaftaler på. Uddannelsesaftalen bliver oprettet, udfyldt og underskrevet online. I denne guide, bliver processen om at oprette en digital uddannelsesaftale gennemgået.
- På Lærepladsen.dk oprettes digitale uddannelsesaftaler.
- Virksomheden skal logge på med MitID/MitID Erhverv, for at oprette en aftale (Virksomheden kan sende en kladde til skolen og bede om hjælp til udfyldelsen).
- Hvis uddannelsesaftalen oprettes af skolen, modtager virksomheden en mail med link til uddannelsesaftalen. Virksomheden kan herefter udfylde eventuelle mangler og underskrive aftalen med NemID/MitID.
- Når aftalen er udfyldt af virksomhed og skole, kommer aftalen automatisk til underskrift hos lærlingen via en mail med link til uddannelsesaftalen.
- Lærlingen skal underskrive aftalen med MitID/MitID Erhverv (Lærlinge under 18 år skal efter underskrift sende uddannelsesaftalen videre til forældre/værge).
- Når aftalen er underskrevet af begge parter (lærling og virksomhed), får skolen automatisk besked og færdigregistrerer aftalen.
- Når skolen er færdig med at registrere aftalen, sendes der automatisk besked til virksomhed og elev.
- Når aftalen er registreret på skolen, er lærlingen optaget på skolen, og skolen vil automatisk indkalde til skoleforløb.
Tidlig indgåelse af uddannelsesaftaler
Skolerne har fået et entydigt ansvar for sikre, at flere lærlinge har en uddannelsesaftale, når de er færdige på grundforløbet. Det betyder, at 60 % af lærlingene skal have skrevet uddannelsesaftale inden efter 15 uger og at 80 % skal have aftale ved afslutning af grundforløbet.
Skolerne kan ikke løse denne opgave uden virksomhedernes hjælp.
Vær dog opmærksom på følgende:
- Hvis virksomheden vælger at indgå en tidlig uddannelsesaftale betyder det blot, at uddannelsesaftalen skal underskrives, mens lærlingen er elev på GF2. Uddannelsesaftalens startdato og gyldighedsperiode kan anføres efter virksomhedens ønske. Derfor har en tidligt indgået aftale ikke nødvendigvis indflydelse på udgifter til lærlingeløn eller ændring i vilkår for prøvetiden.
- Vi anbefaler, at uddannelsesaftalen dateres så aftalen træder i kraft, når lærlinge har afsluttet sit grundforløb. Uddannelsesaftalens startdato i virksomheden har betydning for, hvornår lærlingen starter med at få udbetalt løn.
- Aftalen bør være betinget af at grundforløbsprøven er bestået. Virksomheden kan herudover stille krav til karakter i de fag, hvor der afgives karakter.
- Selv om der er skrevet under på aftalen fx for et halvt år siden, kan aftalen stadig ophæves uden grund inden for de første 3 mdr. (prøvetiden), hvor lærlingen arbejder i virksomheden.
Praktikpladstilsagn
Der er også muligt for virksomheder og kommende lærlinge at indgå et praktikpladstilsagn.
Med praktikpladstilsagnet har virksomheder mulighed for at oprette en ”hensigtserklæring” med en ung, der stadig går i folkeskole. Praktikpladstilsagnet er ikke en bindende aftale, men det giver en tryghed for den unge, der måske har været i praktik i virksomheden eller på anden vis er i dialog med virksomheden om en fremtidig læreplads (uddannelsesaftale).
Læs mere om praktikpladstilsagn
Forkortelse og forlængelse af uddannelsesaftalen
Forkortelse af uddannelsesaftalen kan ske, hvis lærlingen har relevant erhvervserfaring eller har gennemført dele af eller en hel uddannelse.
Forlængelse af uddannelsesaftalen kan ske, hvis lærlingen fx bliver syg, dumper en prøve eller ønsker orlov i forbindelse med graviditet og barsel.
Prøvetid for lærling og virksomhed
De første tre måneder af uddannelsesforholdet er en gensidig prøvetid. I prøvetiden kan uddannelsesaftalen opsiges af begge parter uden særlig begrundelse og uden varsel. Skoletid medregnes ikke i prøvetiden. Ved sygefravær i mere end en måned i prøvetiden forlænges prøvetiden tilsvarende.
Efter prøvetiden kan uddannelsesaftalen som hovedregel ikke opsiges, medmindre lærlingen og virksomheden er enige om det.
Der er kun prøvetid én gang mellem samme aftaleparter, også selv om forskellige aftaletyper kombineres.
Skift af speciale i uddannelsestiden
Hvis uddannelsesaftalen skal ændres, fx fordi der skiftes speciale, skal der udarbejdes et tillæg til uddannelsesaftalen.
Se de forskellige typer af uddannelsesaftaler
Aftalen omfatter alle praktik- og skoleophold på hovedforløbet. Grundforløb kan også inkluderes i denne aftale.
En kort uddannelsesaftale skal indeholde mindst én praktikperiode og ét skoleophold i hovedforløbet. Aftalen kan altid omdannes til en almindelig aftale gældende for resten af uddannelsen.
Siden 1. januar 2022 har den samme elev og samme virksomheden haft mulighed for at indgå kort uddannelse 1 gang.
Det faglige udvalg kan undtagelsesvis godkende yderligere en kort uddannelsesaftale mellem samme elev og samme virksomhed, hvis elevens muligheder for at blive fastholdt i uddannelsen forbedres væsentligt.
I en kombinationsaftale indgår lærlingen aftaler med to eller flere virksomheder, så delaftalerne tilsammen omfatter hele uddannelsen og de dertilhørende skoleophold.
En delaftale er en uddannelsesaftale om delvis praktikuddannelse og kan således ikke omfatte skoleophold. Aftalen skal indgås mellem en skolepraktiklærling og virksomheden med skolen som formidlende led. Der er ingen tidsmæssig begrænsning for varigheden af en delaftale ud over den naturlige begrænsning, der ligger i, at delaftalen kun kan omfatte én praktikperiode.
Fra 1. januar 2018 kan en delaftale kun indgås og gennemføres én gang for den enkelte lærling i samme virksomhed.
VFP kan højst vare tre uger for den enkelte lærling i samme virksomhed og højst vare seks uger af elevens samlede praktikuddannelse. Der indgås ikke en uddannelsesaftale, og der udbetales ikke løn.