Far eller medmor har ret til to ugers “fædreorlov” i perioden fra fødslen/barnets modtagelse og 10 uger frem.
De to ugers “fædreorlov” kan placeres frit i 10 ugers perioden efter aftale med arbejdsgiveren. Medarbejderen har dog altid ret til at placere “fædreorloven” i tilknytning til barnets fødsel eller dets modtagelse i hjemmet.
Man er som arbejdsgiver forpligtet til at betale medarbejderen løn under “fædreorlov”, hvis vedkommende på det forventede fødsels- eller modtagelsestidspunkt har mindst 9 måneders anciennitet i virksomheden og er dækket af en af TEKNIQ Arbejdsgivernes overenskomster. Satserne/lønnen fremgår af den relevante overenskomst og kan findes i Barselspjecerne. Derudover er det en betingelse for udbetalingen, at man som arbejdsgiver er berettiget til den maksimale dagpengerefusion fra Udbetaling Danmark. Er refusionen mindre, nedsættes betalingen til medarbejderen tilsvarende. En arbejdsgiver det udbetaler løn under fædreorlov, kan derudover søge refusion fra TEKNIQ Arbejdsgivernes barselsfond.
Hvis medarbejderen har kortere anciennitet end 9 måneder i virksomheden, har vedkommende ret til barselsdagpenge under “fædreorloven” fra Udbetaling Danmark.
De to ugers “fædreorlov” skal som udgangspunkt afholdes i sammenhæng, men kan efter aftale med arbejdsgiveren deles i to eller flere perioder. En far/medmor kan efter aftale med arbejdsgiveren holde fx. en uges orlov umiddelbart efter fødslen og den anden uges orlov i uge 4 efter fødslen.
Orloven kan også efter aftale med arbejdsgiveren holdes som enkeltdage i fx. den 1. uge efter fødslen, i den 3. uge efter fødslen, i den 5. uge efter fødslen osv., forudsat at fraværet ligger inden for de første 10 uger efter fødslen.