Arbejdstider kan varieres og placeres forskelligt. Rammerne for arbejdstidens længde og placering fastsættes i overenskomsten.
Siden opdateres snarest.
Der kan være indhold på denne side, der efter vedtagelsen af de nye overenskomster (2023) ikke længere er gældende. Vi arbejder på højtryk for at opdatere indholdet.
Visse ændringer af arbejdstiden skal varsles eller planlægges inden de iværksættes.
Arbejdstiden skal være effektiv, og den fastsatte arbejdstid er eksklusiv pauser, som betales af medarbejderen selv, med mindre andet er aftalt i en lokalaftale.
I virksomheder hvor der er valgt en tillidsmand kan arbejdstidsbestemmelserne erstattes af en lokalaftale. Lokalaftalen sendes af hver part til respektive organisationer, og der kræves ingen yderligere godkendelse.
For medarbejdere udenfor overenskomst gælder alene reglerne i Bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn.
Normal og varierende ugentlig arbejdstid
- Den normale ugentlige arbejdstid er 37 timer efter fradrag af pauser, og kan fastlægges mellem kl. 6.00 og 18.00 og skal fordeles på ugens første 5 dage. Ingen arbejdsdag kan være under 7 timer.
- Varierende ugentlige arbejdstider kan aftales under forudsætning af lokal enighed.
- Regler for den normale og varierende ugentlige arbejdstid kan læses i vvs-overenskomstens punkt 6 stk. 1-3.
Rådighedsvagt
- Rådighedsvagt aftales for mindst 7 sammenhængende dage ad gangen. Rådighedsvagten påbegyndes efter arbejdstids ophør og afsluttes ved arbejdstids begyndelse. Der kan aftales et mindre antal vagttimer.
- Hvis vagten omfatter flere end én medarbejder, deltager tillidsmanden i udformningen og planlægningen.
- Virksomheden skal være opmærksom på, at der i aftalen indgår en minimumsbetaling for den ugentlige vagt.
- Regler for aftaler og betaling af rådighedsvagt kan læses i vvs-overenskomstens punkt 7.
- Bestemmelsen kan erstattes af en lokalaftale indgået med tillidsrepræsentanten. Kopi af aftalen skal sendes til organisationerne til orientering.
Forskudt arbejdstid
- Forskudt arbejdstid kan etableres ved ændringer og reparationer på idriftværende anlæg i industri, institutioner, produktions-og handelsvirksomheder.
- Forskudt arbejdstid skal varsles med 3 × 24 timer. Der skal betales tillæg for arbejdstid der forskydes efter kl. 18.00 til 06.00
- Regler og satser kan læses i vvs-overenskomstens punkt 9
- Bestemmelsen kan erstattes af en lokalaftale indgået med tillidsrepræsentanten. Kopi af aftalen skal sendes til organisationerne til orientering.
Overarbejde og afspadsering
Overenskomstparterne er enige om at der vil forekomme forhold der nødvendiggør at overarbejde ikke kan undgås. Parterne er også enige om at det skal begrænses mest muligt. Der er derfor i overenskomsten aftalt regler for varsling af overarbejde, regler for afspadsering, samt satser for betaling af overarbejdstimer.
Disse regler og satser for betaling af overtid kan læses i vvs-overenskomstens punkt 8.
Bestemmelsen kan erstattes af en lokalaftale indgået med tillidsrepræsentanten. Kopi af aftalen skal sendes til organisationerne til orientering.
Overarbejde og afspadsering - funktionærlignende ansatte
Overenskomstens almindelige overarbejdsbestemmelser gælder som udgangspunkt ikke for funktionærlignende ansatte. Der skal på ansættelsesaftalen afkrydses om overenskomstens bestemmelser er gældende - eller andet er aftalt.
Honorering/afspadsering af overarbejde kan således aftales mellem virksomheden og medarbejderen.
Der er mulighed for at indlægge en vis mængde overarbejde i den aftalte løn, men en formulering med en begrænsning af overarbejde bør indgå i aftalen.
Vvs-overenskomstens bestemmelser om overarbejde og afspadseringsregler kan læses i vvs-overenskomstens punkt 8.