Arbejdstider kan varieres og placeres forskelligt. Rammerne for arbejdstidens længde og placering fastsættes i overenskomsten.
Siden opdateres snarest.
Der kan være indhold på denne side, der efter vedtagelsen af de nye overenskomster (2023) ikke længere er gældende. Vi arbejder på højtryk for at opdatere indholdet.
Arbejdstiden skal være effektiv, og den fastsatte arbejdstid er eksklusiv pauser, som betales af medarbejderen selv, med mindre andet er aftalt i en lokalaftale.
For medarbejdere udenfor overenskomst gælder alene reglerne i Bekendtgørelse om hvileperiode og fridøgn.
Overenskomstens regler om arbejdstid (§ 7 i Elektrikeroverenskomsten) kan fraviges ved lokal aftale, jf. § 5, stk. 2, indgået med en tillidsrepræsentant. Denne type lokalaftale sendes til organisationerne til orientering.
Normal arbejdstid
I enhver virksomhed skal der være et opslag som angiver, hvornår den normale arbejdsdag begynder og slutter.
Den normale daglige arbejdstid skal lægges mellem kl. 6 og kl. 18. Lørdag mellem kl. 6 og kl. 13. Den normale ugentlige arbejdstid er 37 timer.
På virksomheder, hvor den ugentlige arbejdstid fordeles på 5 dage, kan ingen arbejdsdag være kortere end 7 timer. Ved 6 dages uge skal de 5 af ugens arbejdsdage være kortere end 7 timer.
Varieret ugentlig arbejdstid
Varierende ugentlig arbejdstid kan aftales mellem arbejdsgiveren og elektrikere.
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid skal være 37 timer og må ikke overstige 46 timer pr. ugen.
Arbejdstiden skal være fastsat skriftligt og fordelt over kalenderåret.
Timer ud over betales med overtidstillæg.
Forskudt arbejdstid
Forskudt arbejdstid betragtes som elektrikerens normale fastlagte arbejdstid. Forskudt arbejdstid kan lægges helt eller delvis uden for rammerne af den enkelte elektrikers daglige arbejdstid.
Arbejde på forskudt tid skal have mindst 1 uges varighed og varsles med mindst 3 hverdagsdøgn.
Overarbejde i forbindelse hermed aflønnes med tillæg for forskudt tid og sædvanlig overtidstillæg.
Bestemmelser for varsling, varighed af forskudt tid samt betaling af forskudttidstillæg, kan læses i Elektrikeroverenskomsten §7, stk. 7, 8 og 9.
Er arbejdsgiver og elektriker enig, kan der aftales færre daglige timer eller dage og anden fordeling af den normale arbejdstid.
Fleksibel arbejdstid
Efter lokal aftale kan arbejdstiden lægges med varierende ugentlige arbejdstider. De varierende arbejdstider skal lægges i en arbejdsperiode på minimum 2 uger og maksimalt 52 uger, eksklusiv ferie. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid skal i perioden udgøre 37 timer. Den maksimale arbejdstid pr. uge er 46 timer.
Den daglige arbejdstid skal være minimum 6 timer og maksimalt 10 timer.
Varslet skal gives med mindst 5 arbejdsdage.
Placeres arbejdstiden eller dele deraf uden for normal arbejdstid, eller lørdag efter kl. 13 og søgnehelligdagsdøgn, betales et tillæg pr. time.
Ved arbejde ud over den varslede arbejdstid betales overtidstillæg i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 13.
Weekendarbejde
Weekendarbejde kan ske efter lokal aftale og efter bestemmelserne i Elektrikeroverenskomstens § 7b.
Der arbejdes optil 24 timer - normalt 12 timer pr. dag lørdag og søndag, arbejdstiden aftales lokalt, men kan dog tidligst være kl. 6 lørdag morgen.
Betalingen ydes svarende til en normal uges arbejde, svarende til 37 timer.
Arbejdstiden tilrettelægges forud for arbejdets påbegyndelse, således at det fremgår, hvilke weekender der er arbejdsfri.
Bestemmelserne for løn, søgnehelligdagsforskud, ferie og feriegodtgørelse, ATP-bidrag med videre kan ses i Elektrikeroverenskomsten § 7b.
Skifteholdsarbejde
Virksomheder kan arbejde i holddrift, hvis det aftales lokalt. Det kræver dog at virksomheden yder service for en anden virksomhed, der arbejder i holddrift.
Derudover skal der:
- Udarbejdes en arbejdsplan for mødetidspunkter.
- Gives et varsel før opstart og varigheden af skifteholdsarbejdet.
- Udbetales tillæg for skifteholdsarbejde.
Aftalen og bestemmelserne for skifteholdsarbejde følger DI's og CO-industris aftale for arbejde i holddrift.
Overarbejde
Overarbejde skal begrænses mest muligt. Der kan forekomme forhold, der nødvendiggør overarbejde for at opretholde virksomhedernes normale drift fx ved færdiggørelser og forpligtelser.
På virksomheder, hvor elektrikeren går hjem i spisepausen, skal han have besked om overarbejde samme dag før spisepausen.
Ved arbejde på søgnehelligdage, 1. maj, 5. juni og 24. december betales normal timeløn og respektive overtidstillæg.
Overtidstillæg udbetalt ved akkordarbejde holdes uden for akkordberegningen.
Tid til spisning og hvile medtages ikke i opgørelsen af overarbejde.
Forsømmelser fra den normale ugentlige arbejdstid fradrages i overarbejdstiden, med mindre forsømmelsen ikke kan tilregnes elektrikeren. Forsømmelsen skal dog være rettidig anmeldt og godkendt af arbejdsgiveren.
Aftaler og regler for overarbejde og afspadsering samt betaling af overtidstillæg kan ses i Elektrikeroverenskomsten § 13 stk.1-12.
Afspadsering
Når overarbejdet ikke overstiger 8 timer inden for 2 følgende lønperioder, skal overarbejde ikke afspadseres. Det kan dog aftales mellem den pågældende elektriker og hans arbejdsgiver.
På virksomheder hvor der er valgt tillidsrepræsentant, kan de lokale parter beslutte, om overarbejde ud over det ovenfor nævnte, skal afspadseres.
Aftaler og regler for overarbejde og afspadsering samt betaling af overtidstillæg kan ses i Elektrikeroverenskomsten § 13 stk.1-12.
Rådighedsvagt og udrykning
Ved tilkaldelse fra hjemmet uden for normal arbejdstid betales ud over normal timelønsbetaling og overtidstillæg for arbejdstiden og transporttiden til og fra arbejdsstedet et udrykningstillæg. Udrykningstillægget betales dog ikke hvis det sker under en rådighedsvagt.
Rådighedsvagt giver elektrikeren pligt til at opholde sig i eller nær hjemmet. Derfor er der i overenskomsten aftalt satser for rådighedsvagten.
Ved tilkald under en rådighedsvagt bortfalder betaling af rådighedsvagt, og der betales normal timeløn og gældende overtidstillæg.
Aftaler for udrykning og rådighedsvagt samt betaling for disse kan ses i Elektrikeroverenskomsten §13 stk. 13 og 14.