Alle virksomheder med ansatte skal gennemføre en ArbejdsPladsVurdering (APV), og en Årlig arbejdsmiljødrøftelse. Formålet er at arbejde systematisk med arbejdsmiljøet, så ulykker og skader kan forebygges.
APV og Årlig arbejdsmiljødrøftelse er to obligatoriske værktøjer, som skal bidrage til systematik og overblik.
Alle virksomheder med ansatte skal gennemføre en ArbejdsPladsVurdering (APV). APV skal hjælpe med at systematisere jeres arbejdsmiljøarbejde og understøtte, at I finder, risikovurderer, løser og forebygger eventuelle arbejdsmiljøproblemer.
APV skal:
- Gennemføres i samarbejde mellem arbejdsgiver og de ansatte eller arbejdsmiljøorganisation, hvor en sådan findes
- Omfatte alle arbejdsområder inkl. arbejde, der foregår uden for virksomhedens adresse
- det skal således vurderes, om der på både faste og midlertidige arbejdspladser er arbejdsmiljøproblemer, der skal håndteres - APV’ens handlingsplan skal være skriftlig og tilgængelig for såvel ledelse, medarbejdere, samt Arbejdstilsynet.
Det er metodefrihed i forhold til, hvordan APV'en gennemføres, og Arbejdstilsynet skal ikke godkende APV'en. Hvis Arbejdstilsynet kommer på tilsyn, kan de kontrollere, om virksomheden gennemfører APV-processen i overensstemmelse med lovgivningens krav.
Hvis virksomheden ikke har gennemført en APV, kan Arbejdstilsynet give en bøde på 10.000 kr.
APV'en skal gennemføres når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoderne, arbejdsprocesserne m.v., som kan have betydning for virksomhedens arbejdsmiljø. I skal altså sørge for at gennemføre en APV, når det er relevant, men som minimum hvert tredje år.
Der er lovkrav i forhold til, hvad en APV skal indeholde. Se linkboks for vejledninger om, hvordan I gennemfører en APV.
Husk også, at der kan være særlige krav til APV. Det gælder bl.a.:
- Kemiske stoffer og materialer (f.eks. rengøringsmidler og byggestøv)
- Arbejde i eksplosiv atmosfære (ATEX APV)
- Særligt farligt arbejde ved bygge- og anlægsarbejde
Arbejdsgiver skal sørge for, at der holdes en årlig arbejdsmiljødrøftelse. Pligten gælder i alle virksomheder med ansatte. Hvis der findes en arbejdsmiljøorganisation i virksomheden, er det her, drøftelsen skal foregå.
Formålet med den årlige drøftelse er at evaluere det seneste års arbejdsmiljøarbejde og de aktiviteter og hændelser, der har været og dernæst at tilrettelægge det kommende års arbejdsmiljøarbejde. Drøftelsen kan bidrage til at kvalitetssikre arbejdsmiljøarbejdet og sikre fokus på forebyggelse og sikkerhedskultur.
Der er en række krav til, hvad en arbejdsmiljødrøftelse skal indeholde, overordnet skal man igennem følgende punkter:
- Hvordan er det gået?
- Hvor er vi nu?
- Hvad skal vi næste år?
- Har virksomheden den nødvendige viden om arbejdsmiljø?
Læs mere om Arbejdstilsynets guide om den årlige arbejdsmiljø her
Dokumentationskrav (Når Arbejdstilsynet kommer på besøg)
Arbejdsgiveren skal over for Arbejdstilsynet skriftligt kunne dokumentere, at den årlige arbejdsmiljødrøftelse har fundet sted.
Hvis Arbejdstilsynet konstaterer, at drøftelsen ikke har fundet sted, har virksomheden tre måneder til at gøre det. Hvis drøftelsen stadig ikke er afholdt, når Arbejdstilsynet næste gang kommer på tilsyn, risikerer virksomheden et påbud.
I kombination med de konkrete værktøjer har arbejdsgiver desuden pligt til at:
- Planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægning og tilrettelæggelse handler om, hvordan I organiserer arbejdet, herunder ansvarsfordeling, arbejdsgange, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser.
- Sørge for, at alle ansatte får den nødvendige oplæring og instruktion i at udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Oplæring og instruktion har til formål at sikre, at de ansatte har den rette viden og de rette kompetencer til at udføre arbejdet, så de ikke kommer til skade eller bliver syge pga. forhold i arbejdet.
- Sørge for, at der føres tilsyn med, at de ansatte udfører arbejdet i overensstemmelse med oplæringen og instruktionen.
Medarbejderne er forpligtet til medvirke til et godt arbejdsmiljø, og skal følge de sikkerhedsregler, der er på arbejdspladsen.