Udgangspunktet er, at der er fri bevægelighed for arbejdskraften i EU/EØS, mens der skal søges arbejds- og opholdstilladelse for personer fra tredjelande.
Rekruttering fra EU/EØS-lande og Schweiz
En EU-borger har ret til at arbejde i et andet EU-land uden arbejdstilladelse og under samme løn og ansættelsesbetingelser som danske arbejdstagere.
Nordiske statsborgere
Statsborgere fra Sverige, Finland, Norge og Island kan frit arbejde i Danmark, hvis de ansættes på de samme vilkår som en dansk medarbejder, dvs. overenskomstlignende vilkår.
Registreringsbevis
Ved ophold i Danmark i en periode på mere end 3 måneder skal EU-borgere have et registreringsbevis hos statsforvaltningerne.
Erfaringsmæssigt vil langt hovedparten af arbejdstagerne anmode om registreringsbevis allerede ved påbegyndelsen af opholdet i Danmark, da registreringsbeviset bl.a. udgør forudsætningen for at modtage CPR-nummer og danskundervisning.
Ansøgningsskema kan hentes hos den lokale statsforvaltning eller på nyidanmark.dk.
Medarbejderen skal udfylde ansøgningsskemaet og møde personligt på Statsforvaltningen. Følgende skal medbringes:
- Ansættelseskontrakt med angivelse af løn, ansættelsestidspunkt samt henvisning til hvilken overenskomst pågældende er omfattet af.
- 2 pasfotos.
- Personlig legitimation, fx pas.
Rekruttering fra tredjelande
Opholds- og arbejdstilladelse gives normalt kun, hvis beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for det.
Personer, som er statsborgere i lande uden for Norden samt uden for EU/EØS, skal have en arbejdstilladelse for at arbejde i Danmark. Som virksomhed skal man være opmærksom på, at udlændinge godt kan have lov til at opholde sig i Danmark uden at have ret til at arbejde.
Vi anbefaler, at virksomheden forlanger at se originalt pas i forbindelse med ansættelsen for at få fastslået om medarbejderen faktuelt har statsborgskab i eksempelvis Polen (EU-land) og ikke Rusland (3. land), da dette har betydning for om den pågældende person umiddelbart kan påbegynde ansættelsesforholdet eller ej.
Ligeledes må det anses for hensigtsmæssigt, at arbejdsgiveren konkret tager en kopi af vedkommende medarbejders pas, som kan opbevares som dokumentation over for Arbejdstilsynet eller anden offentlig dansk myndighed en måned – med mindre andet er aftalt.
Når Udlændingestyrelsen behandler ansøgninger om opholds- og arbejdstilladelse, lægges der normalt vægt på følgende kriterier:
Om der er tilgængelig dansk eller herboende udenlandsk arbejdskraft eller arbejdskraft inden for EU, som på kvalificeret vis vil kunne varetage det pågældende arbejde (gælder kun visse ansøgertyper).
Om det pågældende arbejde er af en sådan særlig karakter, at opholds- og arbejdstilladelse kan anbefales. Fx gives der normalt ikke tilladelse til udlændinge, som skal udføre sædvanligt faglært arbejde, som fx tømrere og murere, eller ufaglært arbejde, fx pizza-bagere, bude, rengøringsarbejde mv.
Det er et krav, at ansøgeren kan fremvise en jobkontrakt eller et konkret jobtilbud. Løn og øvrige ansættelsesvilkår skal fremgå af tilbuddet og være de sædvanlige efter danske forhold.
Positivlisten
Udlændinge, som har fået arbejde inden for et af de erhverv, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, har særlig let adgang til det danske arbejdsmarked. Disse erhverv er opført på Positivlisten. Ordningen omfatter også personer, som har søgt om asyl. Se den aktuelle positivliste her.
Beløbsordningen
Udlændinge, som er tilbudt arbejde med høj løn, har særlig let adgang til det danske arbejdsmarked. Der stilles ikke særlige krav til uddannelse, erhvervsområde eller stillingens præcise karakter. Ordningen omfatter også personer, som har søgt om asyl. Det er et krav, at udlændingen er tilbudt arbejde med en årlig løn, der som minimum ligger på den fastsatte beløbsgrænse. Se den aktuelle beløbsgrænse her.
Udlændinge, der er omfattet af Positivlisten og Beløbsordningen, kan få opholdstilladelse i op til 3 år med mulighed for forlængelse i op til 4 år. Opholdstilladelsen kan kun gives eller forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis ens pas fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun gives for 9 måneder eller forlænges med 9 måneder.
Ansøgning
For at søge om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som lønarbejder (herunder ansøgere under Positivlisten og Beløbsordningen) skal både ansøger og arbejdsgiveren i Danmark bidrage med oplysninger til behandlingen af ansøgningen.
Ansøgningsskemaet om opholds- og arbejdstilladelse udfyldes af både ansøgeren og den danske arbejdsgiver, og der vedlægges den nødvendige dokumentation. Find det relevante skema og bliv vejledt på www.nyidanmark.dk.
Konsekvenser ved manglende arbejdstilladelse
Arbejde må ikke påbegyndes, før en arbejdstilladelse er godkendt af Udlændingestyrelsen.
Hvis en udlænding arbejder uden fornøden tilladelse, kan den pågældende blive straffet og risikerer desuden at blive udvist af Danmark med indrejseforbud. Virksomheder, der beskæftiger udlændinge uden fornøden tilladelse eller i strid med tilladelsens betingelser, kan straffes med bøde i størrelsesordenen 10.000-20.000 kr. pr. ansat pr. påbegyndt måned - eller fængsel i op til 2 år.