Der gælder særlige regler for vvs’ere, der er omfattet af Industri- og VVS-overenskomsten. Ifølge overenskomsterne på vvs-området kan fratrædelse kun ske ved kalenderugens afslutning. Afskedigelse bør altid ske skriftligt, og det anbefales at anvende de opsigelsesblanketter, som organisationerne har udarbejdet.
Opsigelsesvarsler
For medarbejdere, der uden anden afbrydelse har været beskæftiget på samme virksomhed i mindst 9 måneder, gælder følgende opsigelsesvarsel:
- Fra arbejdsgiverside 10 arbejdsdage
- Fra medarbejderside 5 arbejdsdage
- Forud for læreforholdets afslutning skal lærlingen have et opsigelsesvarsel på 10 arbejdsdage, såfremt ansættelsesforholdet ikke ønskes fortsat efter lærekontraktens udløb.
- Skabelon til opsigelse
- Skabelon til opsigelse (engelsk)
- Skabelon til opsigelse (tysk)
Medarbejdere, som har krav på opsigelsesvarsel, kan ikke afskediges under ferie. Hvis afskedigelsen sker forud for aftalt ferie, kan medarbejderen vælge, om han/hun vil afstå fra ferien eller fastholde den. Hvis ferien fastholdes, forlænges opsigelsesvarslet med antallet af feriedage.
En medarbejder, der har været beskæftiget uafbrudt i virksomheden i 9 måneder, kan ikke opsiges inden for de første 3 måneder af en uafbrudt fraværsperiode, der skyldes sygdom eller tilskadekomst. Det er en forudsætning, at den pågældende medarbejder under fraværsperioden er berettiget til dagpenge i henhold til Sygedagpengeloven.
Skyldes uarbejdsdygtigheden uforskyldt tilskadekomst ved arbejde i virksomheden, herunder erhvervsbetinget sygdom, der åbenbart skyldes arbejde for den pågældende virksomhed, kan medarbejderen ikke opsiges inden for de første 9 uger af den periode, hvori vedkommende er dokumenteret uarbejdsdygtig på grund af tilskadekomst. Det er en forudsætning, at den pågældende medarbejder under fraværsperioden er berettiget til dagpenge i henhold til Sygedagpengeloven.
Reglerne for opsigelse af medarbejdere på akkord findes i Rørprislisten:
- Hvis akkorddeltagere eller arbejdsgiver under en løbende akkord ønsker at frigøre en akkordholder fra sit hverv - eller akkordholderen selv ønsker sig frigjort - kan der optages lokal forhandling herom.
- Såfremt der ikke opnås lokal enighed mellem parterne ved lokal forhandling, kan spørgsmålet drøftes ved et møde under organisationernes medvirken.
- Opnås der ikke enighed ved denne forhandling, kan spørgsmålet ikke gøres til genstand for fagretlig behandling, og det bestående akkordforhold ændres ikke.
- Hvis en akkordholder - uanset ovenstående - forlader akkorden i utide, mister akkordholderen alle økonomiske krav og rettigheder i akkorden.
- Såfremt akkorddeltagere eller arbejdsgiver under en løbende akkord ønsker at frigøre en akkordholder fra sit hverv, bør virksomheden kontakte TEKNIQ herom, idet akkordholderen som udgangspunkt har ret til den resterende akkordsum, hvis han/hun opsiges uberettiget.
I tilfælde af opsigelse i et funktionærlignende ansættelsesforhold (VVS-overenskomstens punkt 25) regnes opsigelsesvarslets længde for begge parter efter reglerne i funktionærlovens § 2.
Organisationerne er enige om, at opsigelsesvarslernes længde ikke kan blive kortere end det som medarbejderen havde opnået (i henhold til overenskomsten) ved overgang til funktionærlignende ansættelse.
Opsigelse kan finde sted under sygdom, hvis der er en saglig begrundelse for det.
Det kan i den enkelte kontrakt aftales, at medarbejderen kan opsiges med en måneds varsel til fratræden ved en måneds udgang, når den pågældende medarbejder inden for et tidsrum af 12 måneder har modtaget løn under sygdom i samlet 120 dage. Opsigelsens gyldighed er betinget af, at den sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, og mens den pågældende endnu er syg. Derimod berøres gyldigheden ikke af, at medarbejderen er vendt tilbage til arbejdet, efter at opsigelsen er sket.
Anciennitet
Læretiden efter det fyldte 18. år medregnes i ancienniteten.
Ved en midlertidig afbrydelse af ansættelsesforholdet (f.eks. arbejdsmangel) generhverver medarbejderen den opnåede anciennitet og det eventuelle opsigelsesvarsel. Genansættelse i firmaet skal dog ske inden 60 arbejdsdage efter afbrydelsen.
Aflevering af værktøj
Når en medarbejder forlader virksomheden/arbejdspladsen, skal den fornødne tid afsættes til værktøjsoptælling inden for den normale arbejdstid. Optællingen skal afsluttes, inden fratrædelse kan finde sted. Nægter den fratrædende medarbejder at deltage i værktøjsoptælling, eller er han/hun forhindret, kan tillidsmanden repræsentere medarbejderen ved optællingen, efter at denne har forladt virksomheden. Er der ingen tillidsmand i virksomheden, kan arbejdsgiveren udpege et vidne mellem de andre medarbejdere.
Kompetenceudvikling
Medarbejdere, der har været uafbrudt beskæftiget i virksomheden i mindst 2 år, og som afskediges på grund af omstruktureringer, nedskæringer, virksomhedslukning eller andre forhold relateret til virksomheden, har ret til at deltage i et for medarbejderen relevant kursus, hvis han/hun anmoder om det.