En udenlandsk medarbejder fra et EØS-land, som ønsker at medregne sine arbejds- og forsikringsperioder i Danmark, skal have udstedt en EØS 4.0-attest. Attesten udstedes af a-kassen eller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og er medarbejderens dokumentation for hans/hendes arbejds- og forsikringsperioder i Danmark.
Arbejdsgiverens oplysninger til a-kassen eller STAR
Når en a-kasse eller STAR beder om oplysninger til brug for udstedelse af en EØS 4.0-attest, har arbejdsgiveren pligt til at give disse oplysninger om sin tidligere medarbejder.
A-kassen eller STAR indhenter typisk oplysningerne på en EØS 7-blanket. På EØS 7 skal virksomheden blandt andet oplyse:
- Den tidligere medarbejders arbejdsperioder
- Løn
- Årsagen til arbejdets ophør.
Vær opmærksom på, at hvis den tidligere medarbejder har arbejdet for virksomheden uden for Danmark, skal det oplyses, om der er udstedt en E 101-attest fra Udbetaling Danmark. Er det tilfældet, skal en kopi af E 101-attesten indsendes sammen med den udfyldte EØS 7-blanket.
Sanktioner
Oplysningerne skal afgives inden for en nærmere angivet tidsfrist. Hvis fristen ikke overholdes, bliver forholdet anmeldt til politiet med risiko for bødestraf.
Om EØS
EØS-landene er EU-landene samt Island og Norge.