Ved opsigelse af en medarbejder på Elektrikeroverenskomsten skal I som virksomhed være opmærksom på de forskellige omstændigheder i forbindelse med opsigelsen. Det handler blandt andet om lønudbetaling, aflevering af værktøj, og om medarbejderen bliver opsagt under sygdom.
Timelønnede elektrikere
Løn og udbetaling
Fratrædelsen for en elektriker kan ske en vilkårlig dag i ugen. Afskedigelse skal altid ske skriftligt, og det anbefales at anvende de blanketter, som organisationerne har udarbejdet.
Når en elektriker afskediges, betales løn til normal arbejdstids ophør. Lønudbetaling finder sted på det sædvanlige udbetalingstidspunkt.
Ved fratrædelse sker en opgørelse af restbeløbet på S/H-kontoen/ Fritvalgsopsparingen, og beløbet udbetales ved førstkommende lønudbetaling.
Opsigelsesvarsel
For timelønnede elektrikere, der har været beskæftiget på samme virksomhed i de nedenfor anførte tidsrum (evt. læretid tæller med), gælder følgende opsigelsesvarsler:
Opsigelsesvarsel |
||
---|---|---|
Fra arbejdsgivers side |
Fra elektrikers side |
|
Efter 3 måneders beskæftigelse |
5 arbejdsdage |
|
Efter 6 måneders beskæftigelse |
2 arbejdsdage |
|
Efter 2 års beskæftigelse |
15 arbejdsdage |
5 arbejdsdage |
Efter 5 års beskæftigelse |
20 arbejdsdage |
10 arbejdsdage |
Efter 8 års beskæftigelse |
25 arbejdsdage |
Opsigelse under sygdom eller tilskadekomst
Indtil 1 års ansættelse:
Elektrikeren kan ikke opsiges inden for de første fem uger af fraværsperioden. Det er en forudsætning, at uarbejdsdygtigheden skyldes tilskadekomst ved arbejde for virksomheden, herunder erhvervsbetinget sygdom, der skyldes arbejde for den pågældende virksomhed.
Efter 1 års ansættelse:
En elektriker, der har været uafbrudt beskæftiget i virksomheden i 1 år, kan ikke opsiges inden for de første 3 måneder af en fraværsperiode, der skyldes sygdom eller tilskadekomst.
Det er en forudsætning, at den pågældende medarbejder under fraværsperioden er berettiget til dagpenge i henhold til sygedagpengeloven.
Afskedigelse af elektrikere ansat til akkordarbejde
Frit valg
Ved akkordarbejde står arbejdsgiveren og akkordindehaveren frit i forhold til Elektrikeroverenskomstens almindelige opsigelsesvarsler. Forudsætningen herfor er, at vilkårene er påført akkordsedlen.
Arbejdsgiveren eller dennes repræsentant kan, når det skønnes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, forøge eller reducere antallet af øvrige beskæftigede elektrikere på akkorden. Akkordindehaveren kan ikke selvstændigt antage eller afskedige, men pågældende har påtaleret, hvis han/hun mener, at der sættes for mange eller for få elektrikere på akkorden.
Tvingende omstændigheder
Akkordindehaveren kan ikke afskediges, med mindre tvingende omstændigheder foranlediger dette. Som tvingende omstændigheder regnes fx arbejdets afbestilling eller udsættelse i længere tid, eller en arbejdsstandsning godkendt af organisationerne.
Forlade akkorden
Akkordindehaveren kan ikke – uden forudgående aftale med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant – forlade arbejdet, forinden den pågældende akkord er færdig, med mindre tvingende omstændigheder foranlediger det. Tvingende omstændigheder er fx sygdom, militærtjeneste eller en arbejdsstandsning godkendt af organisationerne.
Hvis en elektriker ønsker at forlade sin akkord og beviser, at det sker, fordi han/hun tiltræder fast plads eller lignende, bør arbejdsgiveren ikke modsætte sig medarbejderens ret til overskud.Opsigelse fra akkorddeltagers side skal ske med mindst 14 dages varsel.
Det anbefales, at TEKNIQ Arbejdsgiverne kontaktes, inden eventuel afskedigelse af akkordindehavere/ akkorddeltagere foretages.
Månedslønnede elektrikere og individuelle funktionærlignende vilkår
Anciennitet
Anciennitet regnes fra tidspunktet for indgåelse af aftalen som månedslønnet elektriker. Eventuel læretid og beskæftigelse som timelønnet elektriker tæller således ikke med. Opsigelsesvarslernes længde kan ikke blive kortere, end de var for den pågældende elektriker ved overgangen til ansættelse som månedslønnet elektriker.
Hvis den månedslønnede elektrikers kontrakt ophæves, men den pågældende medarbejder forbliver i virksomheden som timelønnet elektriker, opgøres ancienniteten herefter fra ansættelsens start i virksomheden i henhold til overenskomstens § 6 (som timelønnet).
Opsigelsesvarsel
Bestemmelserne i Funktionærlovens § 2 om opsigelse er gældende for ansættelsesforhold for månedslønnede elektrikere. For elektrikere på individuelt funktionærlignende vilkår i henhold til Bilag 1a gælder Funktionærlovens opsigelsesvarsler i § 2 og § 2a om fratrædelsesgodtgørelse.
Den månedslønnede elektriker kan opsiges med 1 måneds varsel til fratræden ved en månedsudgang, når den pågældende har fået løn under sygdom i samlet 120 dage inden for 12 på hinanden følgende måneder. Opsigelse skal ske i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, og mens den månedslønnede elektriker endnu er syg. Opsigelsen er gyldig, selv om den pågældende er vendt tilbage til arbejdet inden opsigelsesvarslets udløb.
Aflevering af værktøj ved fratrædelse
Ved fratrædelse bør der inden for den normale arbejdstid afsættes tid til værktøjsoptælling. Kan den fratrædende medarbejder ikke deltage i værktøjsoptælling, eller er han/hun forhindret, bør tillidsmanden repræsentere medarbejderen ved optællingen. Er der ingen tillidsmand i virksomheden, bør arbejdsgiveren udpege et vidne mellem de andre medarbejdere.
Hvis der ikke er enighed om, hvem der skal betale for eventuelt manglende afleveret værktøj, skal dette spørgsmål fagretlig behandles efter reglerne i Elektrikeroverenskomstens §20.
Virksomheden kan henvende sig til TEKNIQ Arbejdsgiverne, hvis virksomheden ønsker at rejse sag herom. Der må ikke modregnes i elektrikerens løn, med mindre der er enighed herom.