-
Industri
Smedelærling William Holdum flytter en måneds praktik fra Stubbekøbing på Falster til storbyen Manila på Filippinerne. Her skal han i praktik på en virksomhed, der er specialister i skudsikre biler til VIP-personer.
- Det her ophold i Manila er jo en sindssyg mulighed for at prøve noget helt andet end til daglig som smedelærling. Jeg skal arbejde på en virksomhed, der er eksperter i at bygge skudsikre biler. Man er både mega nervøs og meget spændt, lyder det begejstret fra den unge Falstring.
Mester Henning Jensen fra Stubbekøbing Maskinværksted kommer til at mangle sin dygtige lærling en måneds tid i det tidlige forår, men vil gerne give sin lærling en oplevelse.
- Det bliver jo en spændende tur og oplevelse for William at opleve et andet land og en anden slags virksomhed. Vi kommer til at mangle ham, men han får til gengæld en kæmpe oplevelse, siger Henning Jensen, der har to lærlinge på maskinværkstedet.
Helt nye arbejdsopgaver venter i Manilla.
William Holdum skal til Manila sammen med fire andre lærlinge – og han bliver indkvarteret sammen med en anden lærling, som han kender i forvejen.
- Vi starter nogle dage på en erhvervsskole. Herefter kommer vi ud på virksomhederne. Det bliver noget helt andet at prøve at være med til at bygge biler, der skal kunne holde til skud og et angreb. Virksomheden laver kun 60 biler om året, så det kræver noget arbejde på hver bil, fortæller William.
International oplevelse
Turen til Manila er en del af metalindustriens store satsning på at fremme internationale muligheder på erhvervsuddannelserne. I foråret søgte Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) midler til projektet hos Globus - Puljen for Globalt engagement, Uddannelse og Samarbejde, som hører til under Udenrigsministeriet.
Og det er resultatet af den ansøgning, der nu er med til at finansiere opholdet for i alt otte smede- og værktøjsmagerlærlinge i løbet af 2025. De første seks lærlinge rejser i to hold. Fire til februar og to til marts.
William håber at få en række erfaringer med hjem fra turen til Asien.
- Jeg forventer at opleve og lære nye muligheder at løse opgaver på som smed under opholdet i Manilla. Man bliver nok mere løsningsorienteret ved at se andre måder at arbejde på. Og så er det nok også en helt anden kultur på arbejdspladsen end på min læreplads i Danmark. Det er jo også en oplevelse, siger William Holdum.
-
Manilla-projektet
Projektet er et samarbejde mellem Metalindustriens Uddannelsesudvalg, CELF - Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster og Marikina Polytechnic College. Udlandsopholdet er uden udgifter for lærepladsen.
TEKNIQ er med i projektet via Metalindustriens Uddannelser.
- Mulighederne for at komme til udlandet i praktik er endnu et eksempel på, at der er mange attraktive muligheder med en faglært uddannelse. Det er vigtigt, at vi får ambassadører som William til at fortæller vidt og bredt om de oplevelser, han har fået i sin læretid. Vi har brug for alle de unge, vi kan tiltrække til smedefaget. De kommende år får vi brug for dygtige smede blandt andet til den grønne omstilling, siger chefkonsulent Johnny Kristensen, fra TEKNIQ.