-
El
-
VVS
Wicotec Kirkebjerg skal stå for teknikentreprisen på det nye Mary Elisabeths Hospital i København.
Wicotec Kirkebjerg har vundet teknikentreprisen på det nye Mary Elizabeths Hospital i København. Det omfatter vvs, ventilation, el, sikring, elevatorer og bygningsautomation til en samlet værdi i omegnen af 550 millioner kroner.
- Vi har indgående erfaring med store og komplekse projekter som dette, og vi er utrolig glade og stolte over at skulle skabe rammerne for de børn og familier, som bliver fremtidens brugere af Mary Elizabeths Hospital, siger Brian Ludvigsen, adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg, i en pressemeddelelse.
Hospitalet skal i fremtiden danne rammen om specialer for børn, unge, gravide og deres familier som en udvidelse af Rigshospitalet fordelt på cirka 60.000 kvadratmeter.
- Vi stiller med et meget stærkt projekthold af erfarne medarbejder inden for hospitalsbyggerier, samt en gennemprøvet proces for samtlige af projektets faser. Vi kender til vigtigheden af en gennemarbejdet projekteringsfase forud for udførelsen, det tætte samarbejde med byggeriets øvrige parter samt de høje dokumentationskrav til test og indkøring, inden byggeriet kan overdrages til brugerne, udtaler Brian Ludvigsen.
Region Hovedstaden måtte for nylig melde ud, at det nye hospital bliver et år forsinket, så det først kommer til at stå klar i 2026. Derudover blev budgettet forøget med knap 300 millioner kroner for at dække de kraftigt stigende priser på byggematerialer.
Første spadestik til byggeriet blev taget i april 2021.