-
El
-
VVS
Wicotec Kirkebjergs nye direktør vil løfte indtjeningen via øget digitalisering og arbejde hårdt for, at virksomheden bliver inddraget tidligere i processen på de store byggeprojekter.
Den 1. februar var der skiftedag på chefkontoret hos Wicotec Kirkebjerg (WK). 40-årige Brian Ludvigsen overtog jobbet som administrerende direktør fra 64-årige Bjørn Horne Krarup, som har været en del af ledelsen i Wicotec (senere Wicotec Kirkebjerg) siden 1984.
Læs også: Wicotec Kirkebjerg får ny direktør
Den nye mand på posten har i bogstavelig forstand arbejdet sig op fra bunden af branchen. I et raskt tempo. Brian Ludvigsen blev færdig som elektrikerlærling fra TEC på Frederiksberg i 1999 og har siden betrådt en række af trinene på installationsbranchens karrierestige. Titlerne har blandt andet været projektleder, projektchef, afdelingsleder og divisionsdirektør i virksomheder som YIT(Caverion), Bravida og Lindpro.
– Jeg er rundet af branchen på godt og ondt, siger Brian Ludvigsen og forklarer, at han ser det som en klar fordel, at han de seneste 20 år har set og mærket, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer i branchen. Den viden får han brug for, når han skal løse en af de udfordringer, som flere af de store teknikentreprenører har i disse år: at hæve overskudsgraden, så der står et højere beløb på bundlinjen, når regnskabet skal skrives under.
Digitalisering skal hæve overskud
– WK har allerede nogle meget stærke kompetencer, når det gælder BIM og Virtual Design & Construction (VDC). De kompetencer skal vi selvfølgelig fortsætte med at udvikle, så vi bliver endnu dygtigere. Og så skal vi blive bedre til at promovere vores digitale evner overfor vores kunder, så vi i højere grad synliggør, hvordan vores kvalifikationer gavner deres projekter. Det er ét af de værktøjer, vi skal bruge til at hæve vores bundlinje, siger Brian Ludvigsen.
Op i værdikæden
Han er også optaget af, at WK flytter sig frem i byggeriets værdikæde og bliver inddraget tidligere i processen på de store byggeprojekter. I takt med at der kommer mere teknik i bygningerne, bliver det nemlig kun vigtigere, at teknikentreprenørerne bliver hørt før, de beslutninger, der ikke kan laves om, bliver taget, mener Brian Ludvigsen.
– En bygning har en meget lang levetid, så det duer ikke, at man udelukkende fokuserer på den laveste anlægspris. Den teknik, der skal sikre en sund drift, bør tænkes ind fra starten, så der ikke bliver taget forkerte beslutninger, som giver bagslag på den lange bane. Derfor vil vi meget gerne med på råd på et tidligt tidspunkt, siger Brian Ludvigsen.
Han oplever, at der blandt WKs professionelle kunder er en større og større vilje til at efterkomme det ønske – og den udvikling skal virksomheden selv tage ansvar for at skubbe videre.
– Gennem god dialog med kunderne skal vi være knivskarpe til at vise, hvad der er de optimale løsninger – i forhold til brugeradfærd, indeklima, energi, sikkerhed osv. Alt det, der er vigtigt for, at en bygning fungerer godt over tid, konstaterer han.
Opkøb med omtanke
Læs også: Bravida offentliggør årets fjerde opkøb
– Der er en vis fornuft i, at branchen gennemgår en konsolidering i disse år, fordi der kommer mere teknik i bygningerne, og kompleksiteten i de tekniske entrepriser bliver større. Dermed bliver der brug for virksomheder, som både har volumen og specialkompetencer. Det er bestemt også en mulighed, at vi skal ud og lave opkøb, men det skal give meget klar mening i forhold til WKs strategi og kompetencer. Det skal være et ”strategisk fit”, siger Brian Ludvigsen.
Han understreger, at branchens store teknikentreprenører har forskellige forudsætninger og strategier. Derfor skal man passe på med at konkludere, hvorvidt opkøb generelt set er en god eller dårlig idé: Mange opkøb kan give rigtig god mening for nogle virksomheder, mens det er mindre relevant for andre, mener WK-direktøren.