-
Industri
Der skal 200 nye ansatte til at fylde 30.000 kvadratmeter nye produktionslokaler, når Welcon om halvandet år rykker ind i sine nye fabrikshaller i Give.
Der venter således en stor rekrutteringsopgave for virksomheden, der forventer at skulle rekruttere fra en række lande for at sikre kvalificeret arbejdskraft.
Tårnproducenten beskæftiger i dag 540 i Give.
- Vi er allerede i dag 17 forskellige nationaliteter her på Welcon. Vi vil rigtig gerne rekruttere smede, svejsere og andre faglærte, der bor her i forvejen. Men vi ved, at andre virksomheder ansætter disse faggrupper for tiden. Derfor vil vi også være nødt til at se ud over grænserne efter folk, siger adm. direktør Jens Pedersen.
Spansk svejser
Virksomheden samarbejder med flere bureauer om opgaven. Som noget nyt vil Welcon prøve at kigge imod eksempelvis Spanien og Portugal for rekruttere faglærte. Ukraine var også på emnelisten, inden krigen brød ud. Rumænien, Polen og Tyskland er andre lande, hvor der kan rekrutteres kvalificeret arbejdskraft fra.
-Vi er meget bevidste om, at det vil kunne påvirke vores kultur her på virksomheden af få så mange nye ind på en gang. Vi arbejder både med at oplære de nye til vores produktion og til at begå sig i en dansk virksomhed. Vi vil glidende tage nye lokaler i brug og få de nye medarbejdere i gang, siger Jens Pedersen, der forventer at have ansat de 200 nye om et år.
LEAN
Om halvandet år skal de nye fabrikshaller og produktionslinjer være kørende.
-Vi udvider både til kapabilitet og kapacitet. Diameteren bliver større på tårnene, og det stiller krav til lokaler og produktionslinjer. Selve teknologien til produktionen med robotter er udviklet i de nuværende lokaler. Vi kører LEAN og kan overføre opsætningen til de nye fabrikshaller, siger Jens Pedersen.
Ordrerne til den fordoblede kapacitet er som sådan ikke i hus. Welcon bygger til den forventede efterspørgsel på det europæiske vindmarked, hvor alle lande står over for en grøn omstilling, der vil indebære vind. Mange af landene vil gå efter placeringer på hav, hvor vinden er stærkest og mest konstant. Offshore er Welcons speciale. Virksomheden har leveret over halvdelen af de møller, der står til havs i Europa.