-
Industri
Rekruttering via bureau og bonus til medarbejdere for at anbefale smede og svejsere har gjort det muligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft til stor udvidelse hos Welcon i Give. Flest af 220 nyansatte er kommet til fra Polen for at arbejde i dansk vindindustri.
En udvidelse til en milliard kroner i runde tal er ved at stå færdig hos tårnproducenten Welcon A/S i Give. 30.000 kvadratmeter ekstra produktionsarealer vil fordoble virksomhedens produktion. De seneste ti uger er 100 nye ansatte kommet til – og på et år er der ansat 220 smede, svejsere og montagearbejdere for at bemande en produktion, der ellers er fuldt automatiseret med robotsvejsning.
Med den nye udvidelse vil Welcon i fremtiden beskæftige 744 medarbejdere på den store fabrik, som man passerer tæt forbi på Herning-motorvejen
- Vi har haft gode resultater med rekruttering ved at lave en ordning, som vi kalder ”Spot en medarbejder.” Alle danske og udenlandske medarbejdere får en pæn bonus, hvis de kan anbefale en ven, nabo eller en fætter, som vi vælger at ansætte og fastholder i en periode. Det virker rigtig fint. Man anbefaler jo typisk en person, man kan stå inde for, så det er win-win: Vi får en ny ansat – og medarbejderen får en bonus, siger adm. direktør Jens Pedersen.
17 nationaliteter
Et flertal af de 220 medarbejdere har måttet rekrutteres uden for landets grænser. I forvejen har Welcon i dag beskæftigede fra 17 forskellige nationer – og alt materiale på Welcons intranet fra kantine til personaleforhold kommunikeres på tre sprog: Dansk, engelsk og polsk.
- Efter en presset periode er det nu igen blevet muligt at tiltrække polske metalarbejdere. De kommer fra en stærk tradition inden for metal og svejsning - og de er super dygtige og engagerede. Hos os er mellemledere fra flere nation i produktionen og heraf flere polske. Mange har slået sig ned i lokalområdet og er helt integrerede med familierne, siger Jens Pedersen.
Med 100 nyansatte de seneste 10 uger er der fuld gang i oplæringen til Welcons produktions-setup. Effektiv masseproduktion er nøglefaktorer for at holde priserne på vindenergi nede i den grønne omstilling, som betyder store ordrer til den globale vindindustri.
-
Udvidelsen:
Fire nye pladebearbejdnings- og svejselinjer
Nyt overflade-center
Lager, kontor- og velfærdsmiljøer for de ansatte
Samlet 30.000 kv. meter nye produktionslokaler
Samlet kapacitet efter udvidelse:
15 produktionslinjer
Kapacitet på 200.000 tons stål om året til tårnbyggeri
Kapacitet på 40.000 tons stål til produktion af de flydende fundamenter
Ansatte: 744
Efter udbygningen vil Welcon have 100,000 m2 under tag samt 180,000 m2 flisebelagt opmagasineringsplads lige op til Herningmotorvejen i Give.
Produktionen kører efter Lean-principper og med robotter integreret
Set-up kopieret
Welcon kører produktionen efter Lean-principper og har samtidig i de nuværende lokaler optimeret de mange ensartede svejse-opgaver med avancerede svejserobotter.
- I de nye haller kan vi køre langt større dimensioner end de nuværende. Men selve produktionen har vi optimeret maksimalt og kan derfor kopiere dette set-up til de nye lokaler. Der skal derfor minimal oplæring til nuværende medarbejdere. De kan stort set gå direkte ind i den nye produktion, siger Jens Pedersen.
De fleste onshore møller har en diameter på 4,5 til 6 meter. Offshore tårne er større og ligger på 6 til 8 meter. Nye maksimal diameter hos Welcon bliver på 10 meter.
Flydende fundamenter
- De største dimensioner skal vi bruge til de flydende fundamenter, som vi netop nu laver prototyper på til Stiesdal Offshore A/S. Der er flere producenter på det område, men branchen forventer også en enorm efterspørgsel på disse fundamenter, der kan gøre nye og dybe områder til havs tilgængelig for vind. Vi er klar til denne produktion, og investerer vores viden fra tårnproduktion i projektet og industrialiseringen, siger Jens Pedersen.
Til september er overfladecenteret til maling af tårn-elementerne som det sidste etape af udvidelserne færdige og klar til brug. Her har Welcon lavet et joint venture med Muehlhan om alle fremtidige male-aktiviteter, som vil ske i et selskab med fælles ejerskab.
Nye udvidelser
Så kunne man tro, at der var faldet ro over udvidelsesplanerne hos Welcon. Men det er der ikke…. Virksomheden har opkøbt naboejendommen, som tidligere husede en afdeling af DLG. På den anden side af Welcon er der tidligere opkøbt jord til 45.000 kvadratmeter ekstra udendørs lagerplads.
- Vi får behov for nye montagehaller og andres udvidelser. Så vi skal i gang med at bygge igen, når vi er færdige med dette projekt. Det er nødvendigt for at følge med i den grønne omstilling de kommende år, siger adm. direktør Jens Pedersen, der ejer virksomheden sammen med sin bror Carsten Pedersen, der er bestyrelsesformand i selskabet.
Trods effektive robotter har Welcon måttet ansætte 220 ekstra
-
Fakta flydende fundamenter:
Kunde: Stiesdal Offshore A/S
Havdybde: Fra 60 til 1.000 meter
Mølle: op til 15 MW og rotordiameter på 236 meter
Fundament: 10 m i diameter og en vægt op til 1.000 ton
Fordele:
Kan anbringes på store havdybder.
Kan monteres billigere i havn og sejles til placering