-
El
Wedel Installation har været en del af et omfattende lysprojekt, som har vundet Den danske Lyspris 2023.
Vinderen af Den Danske Lyspris 2023 er fundet. Det blev lysdesignet på Arbejdermuseet, der endte som vinder. Et projekt, hvor Wedel Installation stod for elinstallationerne. Som tidligere oplyst var Wedel Installation repræsenteret i to ud af fire nomineringer. Andreas Joensen, elinstallatør og partner i Wedel Installation, sagde tidligere om arbejdet:
- Det har været sjovt og tidskrævende. Vi har skullet finde specielle løsninger på rigtig mange ting, da det i nogle tilfælde var helt særligt producerede produkter, som skulle integreres på alverdens måder. I begge projekter arbejdede vi med fredede bygninger. Så det har både været inspirerende og en kamp at få installationerne integreret i bygningerne uden at beskadige dem. Der ligger ikke deciderede løsningsforslag klar, så vi har selv skullet finde løsningerne løbende, udtalte Andreas Joensen, Wedel Installation.
I deres begrundelse for valg af vinder fremhævede juryen især belysningen i festsalen, hvor lys og lysstyring får detaljer, materialer og farver til at træde frem og understøtte funktionen i rummet.
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne fremhæver teknisk konsulent Per Reinholdt både Wedel Installation, men også de andre nominerede: Wicotec Kirkebjerg og Linde El:
- Det er et imponerende stykke faglighed, som Wedel Installation nu er blevet belønnet for. Og generelt vidner det om den høje faglighed, vores medlemsvirksomheder leverer. Man kan kun hylde det arbejde, som ikke bare Wedel Installation, men også de andre nominerede, har lagt for dagen, og den vilje, der er i branchen til at finde kreative og fremsynede løsninger, siger Per Reinholdt.
Arbejdermuseets festsal var en afgørende del af det vindende projekt.