-
VVS
Rekordmange besøgende kiggede forbi årets vvs-messe i Odense.
9.492 gæster besøgte VVS’19-messen, som blev afholdt onsdag til fredag i sidste uge i Odense Congres Center. Dermed blev der sat ny besøgsrekord.
Messechef Michael Helm er begejstret over de flotte tal og de tre veloverståede dage med VVS'19:
- Vi satte barren højt inden messen, og nu er målet nået. Det er en rigtig flot besøgsrekord, som vi er meget stolte af. Det viser, at VVS-messen udvikler sig i den helt rigtige retning, og det glæder vi os til at føre videre til næste messe, siger Michael Helm og understreger, at det ikke kun handler om tal, når messen bliver evalueret:
- Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, og det er jo det, der betyder noget i sidste ende. En succesfuld messe for mig, det er tilfredse kunder, tilfredse besøgende og tilfredse udstillere.
Ovenpå den succesfulde messe, er messechefen allerede begyndt at se frem mod den næste VVS-messe, som endnu engang bliver afholdt i Odense Congress Center d. 21. - 23. april 2021.
- Nu skal vi gennemgå evalueringerne fra udstillerne og besøgende, inden vi går i gang med planlægningen af den næste VVS-messe. Her vil vi selvfølgelig tage nogle af de succesfulde tiltag med til den kommende messe, ligesom vi også har nogle helt nye i tankerne. Vi har fået de første forhåndsbookinger fra udstillere, så også her tegner det allerede positivt for VVS'21, siger Michael Helm.
VVS'19 blev arrangeret af Odense Congress Center og VELTEK.