-
VVS
VVS-virksomheden Witt & Søn a.s. fra Ullerup overtager C. A. Jensen i Felsted. Der var høje krav til køber, men Witt & Søn havde de helt rigtige kvalifikationer, og nu er overtagelsen en realitet.
-Vi laver et godt og solidt håndværk, vi kan være bekendt at levere til vores kunder. Jeg overvejede flere muligheder for at sælge, og det er bestemt ikke let at finde en køber, der lever op til de krav, jeg stiller, men det lykkedes til sidst, siger 63-årige Jørgen ”Smed” Jensen fra Felsted mellem Sønderborg og Aabenraa.
Jørgen Jensen er sjette generation i VVS-firmaet C. A. Jensen, som han overtog i 1991. Nu er det slut, for fra d. 1. november bliver firmaet en del af nabovirksomheden Witt & Søn a.s. i Ullerup, der beskæftiger ti medarbejdere og som i 2018 også overtog Broager VVS.
Michael Witt, der er blikkenslager og tredje generation i Witt & Søn, ser samarbejdet som et perfekt match:
-Vi passer sammen som fod i hose. Vi har både vandværker, landbrug og private blandt vores kunder og installerer alt fra badeværelser til varmepumper og fjernvarme, siger Michael Witt.
Jørgen Jensen havde høje krav til køber, men da han først fandt den rigtige, åbnede det op for andre muligheder, og han kan nu se frem til en ny hverdag både i og uden for arbejdstid:
-Jeg glæder mig til at blive en del af Witt & Søn og få mange nye kolleger. Det ser jeg frem til efter i længere tid at have drevet firmaet alene, siger Jørgen Jensen, der også ser frem til at få mere tid til at sejle i kajak og dyrke sin hobby fotokunst.