-
VVS
Dokumentationskrav fra forsikringsselskaber udfordrer vvs-installatører, der risikerer at stå med håret i postkassen. Der er tale om ekstraordinær dokumentation, der ligger uden for normal praksis, og som er svært at fremskaffe, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Forsikringsselskaber kræver i stigende grad ekstra dokumentation ifm. vandskader. Det kan for eksempel være for tætheds- eller trykprøvning. Det rammer installatørerne, da det i mange tilfælde kan dreje sig om arbejde, der er udført flere år tilbage. Det var Birger Tannebæk Christiansen, teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, ude at sætte fokus på i fagmediet Bygge- og Anlægsavisen.
Her gjorde han opmærksom på, at det er et stigende problem i branchen. Og det selvom, at det kan være mange andre faktorer, der er på spil, hvis der opstår en vandskade:
- Enhver installatør ved, at der kan være mange årsager til, at en vandinstallation ikke holder tæt. Utætheder kan opstå på længere sigt af årsager, der ikke har noget at gøre med det oprindeligt udførte arbejde. Derfor kan man som installatør nemt få følelsen af at blive gjort ansvarlig for et problem, man ikke er ansvarlig for, siger Birger Tannebæk Christiansen.
Faktorer som en defekt i produktet, drift- eller slidmæssige forhold eller en brugerfejl kan være andre grunde til vandskader. Men de forhold kan være svære at dokumentere for forsikringsselskaberne, som måske derfor fokuserer på den oprindelige installation.
Sager med lang bagkant
Problematikken for installatørerne forstærkes ved, at det oprindeligt udførte arbejde kan ligge flere år tilbage:
- En vandskade som følge af forkert udførelse vil typisk vise sig ret hurtigt, efter opgaven er afsluttet. Så har installatøren udført et stykke arbejde for en kunde og ikke hørt fra dem efterfølgende, er det derfor en uventet oplevelse pludselig at modtage et erstatningskrav, nogle gange flere år efter at have udført arbejdet, siger Birger Tannebæk Christiansen.
Det er af gode grunde svært at dokumentere bagudrettet, og som vvs-installatør kan man derfor hurtigt komme til at stå tilbage som syndebuk. Og det er helt uberettiget, lyder det fra Birger Tannebæk Christiansen, der fremhæver, at dokumentation for udført arbejde er et aftalepunkt med kunden, og at forsikringsselskaberne ikke kan kræve dokumentation udover den. KLS-systemets dokumentation er alene til det interne arbejde, og ikke dokumentation som andre (udover Sikkerhedsstyrelsen) kan kræve indsigt i.