-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Flere VVS-virksomheder har betalt en forkert pensionssats til deres ansatte, efter pensionsændringer i overenskomsten er trådt i kraft. Det har ført til flere sager på området, og TEKNIQ Arbejdsgivernes jurister opfordrer nu medlemmer til at blive opdateret på området.
Flere medlemsvirksomheder, som er omfattet af vvs-overenskomsten, er blevet indkaldt til fællesmøder for et muligt brud på VVS-overenskomsternes punkt 4. Det er en uheldig tendens, der skyldes, at virksomhederne ikke har opdateret pensionssatsen, efter den nye overenskomst trådte i kraft. Dermed kommer der til at mangle 0,15 procent i pensionsindbetaling.
I den gældende VVS-overenskomst er pensionssatsen på 12,15 procent, og det er altså de sidste 0,15 procent, der har været anledningen til flere fællesmøder:
- Det er de sidste 0,15 procent, som har medført stigningen i sager. Så har man 10 minutter tilovers, vil de være godt givet ud til at dobbelttjekke, at man benytter den rigtige pensionssats. Ifølge VVS-overenskomsterne er den på 12,15 procent, bestående af en arbejdsgiverandel på 10,15 procent og en arbejdstagerandel på 2 procent, siger Jakob Rask Pedersen, juridisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
De 0,15 procent er arbejdsgivers betaling for en sundhedsordning hos PensionDanmark.
Er man i tvivl om, hvorvidt man indbetaler den korrekte pensionssats, kan man kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne på tlf. 43436000 eller skrive ind til jura@tekniq.dk.