-
El
-
VVS
Alt for ofte er der sat en ”københavnerslange” på komfurer i storkøkkener, lyder det fra både installatør og forsyningsselskab. Kunderne står derefter tilbage med komfurer, der ikke virker ordentligt og en ekstraregning.
En verden af rustfrit stål og køkkengrej for millioner viser sig bag døren. Kasper Bay Larsen (billedet) viser rundt i Electrolux’ demonstrationskøkkener i Avedøre nær København. På et af gaskomfurerne ligger den slange, som volder stort besvær for en del vvs’ere, når de laver gasinstallationer i storkøkkener. Det er en trekvart-tomme specialslange, som skal bruges til de store komfurer. Problemet er bare, at mange vvs’ere i stedet bruger ”københavnerslanger” på en halv tomme, og de er for små til de store komfurer. Almindelige ”københavnerslanger” er godkendt til maksimalt 10 kW, men et gaskomfur i et storkøkken bruger typisk mellem 20-35 kW.
– Jeg er træt af at skulle være både redningsmand og bussemand. Kunden har jo allerede betalt én gang for det, siger vvs-installatør Kasper Bay Larsen.
Mangler viden om slanger
– Vi oplever det cirka hver anden gang, vi ude i nogle storkøkkener. Problemet er, at gaskomfuret ikke fungerer ordentligt. Det kan ikke give maksimal varme, hvilket man kan se på flammen, hvis man tester det. Kunden får derfor ikke, hvad han betaler for, siger Per Larsen.
Han mener, at det handler om, at mange vvs’ere ikke er opmærksomme på, at der findes specielle slanger, som skal bruges i stedet for den gængse ”københavnerslange” på en halv tomme. Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor, kender udmærket til problemet.
– Det er meget tit, vi støder på det. Især hvis der kommer vvs’ere ind udefra, som ikke er vant til bygas - men kun har arbejdet med naturgas, siger Jørgen S. Jeppesen, der er chefkonsulent i Hofor.
Både slanger og regulator
– Vi fører en udstrakt vejledning til storkøkkenerne, hvor vi endda også kører ud, selvom vi ikke har fået en anmeldelse. Her støder vi ofte på problemet med slangerne. Derudover kan det også være fejl i forhold til regulatoren, siger Jørgen S. Jeppesen.
Han opfordrer derfor til, at installatørerne kontakter Hofors hotline, hvor de kan få råd og vejledning af en tekniker, når de skal lave korrekte gasinstallationer i storkøkkenerne. I dag er det nemlig sværere at fange fejlene på forhånd, da installatørerne ikke skal anmelde installationerne forud.
– Man har ikke pligt til at anmelde det forud men kan vente til en uge efter, at det er udført. Det betyder, at det er sværere at tage i opløbet i forhold til tidligere, siger Jørgen S. Jeppesen.
Kunden er taberen
– Det er nødvendigt, at man sætter sig ordentligt ind i, hvad der kræves til det planlagte arbejde. Ellers risikerer installatøren en reklamation og at blive kaldt ud igen, siger Carsten Essler Helmer, konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Installatør Per Larsen fra Spar2vvs bliver ofte spurgt til råds af kolleger eller bedt om at kontrollere en installation i et storkøkken.
– Vi kører for producenter men yder også rådgivning til andre vvs’ere, der blandt andet spørger, om vi vil kontrollere det for dem, siger Per Larsen.
Men i sidste ende er der kun kunden til at betale, når arbejdet ikke er blevet udført ordentligt.
– Vi holder os ude af den del, så normalt betaler kunden dobbelt, og nogle gange tager de så sagen videre til den anden blikkenslager, siger Kasper Bay Larsen.