-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Nordjysk vvs-installatør er i gang med den store omstilling i kampen for at blive bæredygtig og kunne dokumentere det over for kunderne.
Der ligger kolde kontanter og brede skuldre bag de grønne tanker hos Agesen & Koldsgaard VVS Teknik ApS. Ægte bæredygtighed kræver nemlig tre ben at stå på, hvis det skal give mening, lyder fra den nordjyske vvs-installatør med cirka 25 medarbejdere.
- Siden 1987 er bæredygtighed blevet målt på tre parametre, men det er stadig sådan, at de fleste tænker, at bæredygtighed kun er grønne løsninger. Det er lidt trist, at man ikke i højere grad tænker på den økonomisk bæredygtige virksomhed og det sociale ansvar, siger Anders Bindslev Rask, der er konsulent og forretningsudvikler i virksomheden.
Af samme årsag lægger han ikke skjul på, at det bæredygtige element går hånd-i-hånd med markedsføringen og muligheden for at skille sig ud fra mængden i kampen om kunder og udbud.
- Det starter typisk med virksomheder, der er større end os, men det rammer os alle sammen på et tidspunkt, så vi kan lige så godt komme i gang.
Dokumentationen er det helt centrale element, da det ikke er nok at sige, at man driver en bæredygtig virksomhed. Som medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne har virksomheden mulighed for at bruge den digitale løsning Valified, der kan tegne et billede af blandt andet CO2-regnskab på baggrund af virksomhedens egne data. Derudover har vvs-virksomheden søgt puljen SMV:Grøn, der støtter virksomheder, som vil udvikle sig i bæredygtig retning. Virksomheden i øjeblikket ved at lande en aftale med et konsulentbureau på baggrund af støtte fra puljen.
Men dokumentation og rapporter er ikke nok. Bæredygtighed skal være en prioriteret del af hverdagen, og derfor har vvs-virksomheden valgt at deltage i et uddannelsesforløb på professionshøjskolen UCN målrettet nordjyske ledere og medarbejdere.
- Vi har valgt at deltage i projektet ”cirkulære digitale kompetencer”, hvilket betyder, at vi får en vejledning og uddannelse i bæredygtig ledelse, så det bliver et prioriteret område i ledelsen, siger Anders Bindslev Rask.
Virksomheder mødt af grønne krav
Virksomheden har allerede en del erfaring med at plukke de lavthængende frugter i forhold til bæredygtighed. Det gælder blandt andet digitalt planlagt kørsel og affaldshåndtering med henblik på genbrug og upcycling.
Nu ser Anders Bindslev Rask frem mod at få dokumentationen på plads, så samarbejdspartnerne også kan vide sig sikre, når virksomheden er underentreprenør på et større byggeri.
Det er nogle gode overvejelser at gøre sig som virksomhed i øjeblikket, forklarer Bjørn Hove, der er konsulent TEKNIQ Arbejdsgiverne. Han rådgiver medlemsvirksomhederne i at bruge den digitale platform, Valified, der bliver stillet gratis til rådighed for en to-årig periode for medlemmerne.
- De fleste ringer til mig, fordi de har oplevet, der bliver efterspurgt dokumentation fra kunder eller banker for eksempel, siger Bjørn Hove.
På baggrund af virksomhedens egne forbrugsdata kan Valified hurtigt skrue en rapport sammen om blandt andet virksomhedens CO2-aftryk, hvilket kan være et godt udgangspunkt for det videre arbejde.
- Det kan så være oplagt at bruge nogle konsulent-timer på at finde frem til, hvilke konkrete tiltag der skal til for at gøre virksomheden mere bæredygtig, siger Bjørn Hove.