-
El
-
VVS
Der en smule fremgang at spore i vvs-branchen, viser det nye konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik. Elbranchen er uforandret.
35 procent af elinstallatørerne melder fortsat om mangel på efterspørgsel som den største produktionsbegrænsning, mens det gælder 25 procent af vvs- og blikkenslagervirksomhederne. Det viser den nyeste udgave af konjunkturbarometret fra Danmarks Statistik, som blev offentliggjort i dag.
Dermed forbliver elinstallatørerne på det høje niveau, vi har set, efter coronapandemien ramte dansk erhvervsliv. Til gengæld er der bedring at spore hos vvs- og blikkenslagerforretningerne.
- I april og maj var der cirka 40 procent af vvs- og blikkenslagerforretningerne, som rapporterede om mangel på arbejdskraft, og set i det lys er det en kraftig forbedring. Men ser vi bort fra de sidste par måneder, så skal vi stadig tilbage til 2017 før vi ser lignende niveauer, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Ansætter igen men langt til normalisering
For vvs- og blikkenslagerforretningerne lader det også til, at flere igen melder om, at de leder efter kompetente medarbejdere. Her er der en stigning i maj måned, mens el-installationsvirksomheder fortsat ligger lavt med kun otte procent, som melder om mangel på arbejdskraft.
- Coronakrisen har uden tvivl sat sit præg på foråret for installationsbranchen. Når man ser over de seneste tre måneder, så har kun to procent af virksomhederne i elinstallationsbranchen oplevet at have stigende omsætning, mens 45 procent har haft faldende omsætning. For vvs’erne gik det lidt bedre. Her oplevede ni procent stigende omsætning i løbet af foråret, mens 34 procent oplevede faldende omsætning, siger Maria Schougaard Berntsen og uddyber:
- Der er med andre ord langt igen, før vi kan tale om en normalisering af installationsbranchen, og der er stadig al mulig god grund til at sikre et højt aktivitetsniveau den kommende tid, siger Maria Schougaard Berntsen.