-
VVS
Med en udsolgt messe og rekordmange udstillere tegner årets VVS-messe til at blive en succes. Messechef Michael Helm har store forventninger - og håber på at slå besøgsrekorden.
Om præcis én uge åbner dørene til den 14. udgave af VVS-messen i Odense Congress Center. Årets messe er kommet godt fra start med en totalt udsolgt messe, som samtidig rummer et rekordhøjt antal udstillere. Flere end 207 udstillere har nemlig booket en stand på messen, som finder sted fra d. 8. - 10. maj i Odense.
Messechef Michael Helm har høje forventninger til årets messe, især når han ser tilbage på den udvikling, messen har været igennem.
– Siden starten tilbage i 1995 har besøgstallet kun været stigende. Dengang havde vi 2.782 besøgende, og til den seneste messe i 2017 nåede vi op over 9.300 besøgende. Den succes skyldes blandt andet, at der hele vejen har været stor opbakning fra branchen, udstillerne og ikke mindst vores besøgende, fortæller Michael Helm i en pressemeddelelse.
Til messen i år er omkring 80 procent af udstillerne gengangere fra tidligere år, og det er en meget høj andel, når der er tale om en fagmesse. Samtidig viser evalueringer fra den forrige messe, at hele 97 procent af udstillerne var tilfredse eller meget tilfredse med deres deltagelse. Derudover gav 93 procent af udstillerne udtryk for, at de forventede at deltage på VVS-messen igen i 2019.
VVS'19 kan også i år se en lille stigning i tilmeldte besøgende fra andre nationaliteter. For eksempel har besøgende fra Tyskland, Belgien og Sverige meldt deres ankomst til årets messe.