-
El
-
VVS
-
Industri
Selvom Rusland har lukket for gashanerne til Ørsted, så skal danske virksomheder ikke frygte at stå uden gas til produktionen indtil videre, lyder det fra Energistyrelsen. Men det kan bliver dyrere, forudser TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Fra onsdag den 1. juni er der lukket for gashanerne fra russiske Gazprom til danske Ørsted, som har nægtet at betale for gassen i rubler.
Dermed stiller Danmark sig i den voksende kø af europæiske lande, som Rusland stopper gasleverancerne til. Det er dog ikke ensbetydende med, at industrivirksomhederne skal risikere at stå helt uden gas til produktionsapparatet – men det kan godt risikere blive dyrere.
- Det vil midlertidigt forringe virksomhedernes konkurrenceevne, da den gas, der vil være tilgængelig, til gengæld vil være dyr. Det vil skubbe yderligere til virksomhedernes udfasning af gas i produktionen og til opvarmning, siger Alexander Severinsen Ulrich, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kriseplan klar
Efter det russiske gasstop har Energistyrelsen understreget, at der indtil videre ikke er noget, der tyder på, at hverken danske boligejere eller virksomheder skal komme til at mangle gas. Der er en lang række alternativer til den russiske gas – blandt andet den norske Baltic Pipe, og EU’s gasmarked fungerer stadig, lyder det fra styrelsen. Alligevel bliver der holdt kattelem åben for et kriseberedskab i tilfælde af, at Rusland skulle lukke for gashanerne til hele Europa.
- Hvis Rusland lukker for al gas til Europa, er vores førsteprioritet at sikre, at borgere med gasfyr kan varme deres bolig op til næste vinter. Derfor omfatter vores kriseplaner, at nogle meget gasforbrugende virksomheder kan få skruet ned for eller lukket for gassen i en periode. Vi har haft dialog med erhvervslivet om, hvilke virksomheder der kan hjælpe i den situation. Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt, siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen, i en pressemeddelelse.
Listen af de cirka 50 danske virksomheder, der kan risikere at blive ramt på gasforsyningen tæller blandt andre Calsberg og Novo Nordisk men ingen af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder.
Ifølge Energistyrelsen bruger de omkring 50 virksomheder på listen i gennemsnit hver, hvad der svarer til opvarmningen af 4000-6000 boliger.
Og netop udfasning af gasfyr til boligopvarmning er et af fem centrale fokuspunkter i Energistyrelsens plan for at sikre gas nok i Danmark. Senest ved udgangen af i år skal boligejerne derfor have besked på, om de kan forvente fjernvarme i deres nærområde de kommende år, eller de skal kigge på alternativer i form af eksempelvis en varmepumpe. Af samme grund tyder alt på, at vvs- og el-installatørerne fortsat vil have travlt med at erstatte gasfyr med andre energikilde de kommende år.
- 380.000 husstande benytter i dag naturgas til opvarmning via gasfyr. Det svarer til ca. 800.000 danskere
- Over 1,8 mio. danske husstande har fjernvarme.
- I de første 18 uger af 2022 har russisk gas udgjort ca. 25% af EU’s gasforbrug
- Tyrafeltet ventes at genåbne medio 2023. I 2024 vil Danmark samlet producere 151% af vores nuværende gasforbrug (Tyrafeltet + produktion af biogas)
- Produktionen af vedvarende energi steg med 11,2% i første kvartal af 2022 sammenlignet med samme periode. I samme periode faldt forbruget af naturgas med 29,8% - blandt andet som følge af varmere vejr.
- Andel af biogas i gasnettet er 27,2% pr. maj 2022
Kilde: Energistyrelsen