-
El
-
VVS
Thy Møllen bliver netop nu kimet ned af interesserede købere efter tre år uden salg af en eneste mølle. Mange interesserede er virksomheder, der med fordel selv kan udnytte 10 kWh-møllens el-produktion og sikre sig elforsyning uden om de svingende energipriser.
I sidste uge oplevede Bent Grønkjær fra Grønkjærs Maskinværksted i Thy i en periode 10-12 opkald om dagen fra interesserede købere til en Thy Mølle, der kan levere en effekt på 10kW. Stærkt stigende energipriser har igen gjort det interessant og rentabelt at have sin egen lille mølle snurrende.
Prisen på ca. en halv million kroner samt etablering af fundament sorterer de mere urealistiske parcelhusejere fra. Næste skridt er en undersøgelse af, om der kan opnås en byggetilladelse fra hjemkommunen til at opsætte Thy Møllen. Det kræver, at virksomheden eller en ejendom ligger ude på landet.
Eget elværk
- Vores mølle kan dække behovet for strøm til en virksomhed op til måske fem ansatte. Hvis møllen står i et område, hvor der er vind til at producere omkring 20-30.000 kWh om året, så kan virksomheden producere sit eget strømforbrug og blive uafhængig af energipriserne, siger Bent Grønkjær.
Den seneste Thy Mølle blev opsat for tre år siden på Samsø, men der er i dag ikke mindre end 448 husstandsmøller på 6 og 10 kw-effekt, der snurrer rundt i hele landet. De bedst placerede 10 kw-møller laver op til 40.000 kWh om året.
- Vi kan jo ikke sige til en interesseret køber, hvad el-prisen vil være de kommende år. Men vi kan ud fra information fra vores møller over hele landet anslå, hvor meget de kan producere om året med lokale vindforhold. Virksomheden bliver derved mindre sårbar, og interessen er så stor, at jeg forventer, at vi vil komme op på at montere to møller om ugen i fremtiden, siger Bent Grønkjær.
Da der for otte siden var mest gang i husstandsvindmøllerne, opsatte Thy Møllen en mølle om dagen i gennemsnit. Dengang var der 10 ansatte i selskabet. I dag er der ingen ansatte. Thy Møllen er lige som Grønkjær Maskinværksted ejet af brødrene Bent og Flemming Grønkjær, som også ejer og driver Grønkjærs Maskinværksted.
Underleverandører
Inden årsskiftet regner Thy Møllen med at have solgt, opsat og idriftsat de første fem møller. For at få lidt ro på telefonen er der nu ansat en sælger, der skal tage alle de første henvendelser og give de to ejere lidt ro til at drive virksomhed og skalere produktionen op.
Det sker med hjælp fra lokale samarbejdspartnere: Vingeproduktion foregår hos en leverandør fra Odder – tårne produceres i Skjern. El-arbejdet er også udliciteret.
Ud over virksomheder er husstandsmøllen interessant for ejendomme på landet med jordvarme eller varmepumpe og måske elbiler. Forbruget skal gerne over 12.000 kWh-timer for at blive interessant.
Fakta på 10 kw Thy Mølle
Højde til nav: 21,4 m
Rotor diameter: 7,3 m
Startvind: 3-4 m/s
Stopvind: 25 m/s
Produktion ved en middelvindshast. 7,5 m/s ca. 35.000 kWh/år
Pris: Ca 500.000 kr eks fundament
www: thymoellen.dk
Se placering af de 448 Thy Møller rundt i Danmark:
THYmøller opstillet – Google My Maps