-
Industri
Ny arbejdsmiljøaftale skal forebygge social dumping. Virksomhederne kan derfor havne på sort liste uden mulighed for at byde på offentlige udbud, hvis de bruger ulovlig arbejdskraft.
Der er god grund til at være ekstra opmærksom på, hvis man som virksomhed bruger udenlandsk arbejdskraft. Arbejdsmiljøaftalen, der blev vedtaget i foråret, betyder nemlig, at man som virksomhed kan blive ’sortlistet’ uden mulighed for at byde på offentlige udbud, hvis man har været straffet for at bruge ulovlig arbejdskraft.
- Det er derfor vigtigt, at man har styr på sine udenlandske medarbejdere og underleverandører. Man skal sikre sig, at de har de rette papirer, arbejder efter danske regler, og at de er registreret korrekt. Det vil også blive mere relevant i forhold til fremtidige bæredygtighedskrav, hvor man som leverandør af arbejdskraft vil blive afkrævet dokumentation for, at der er ordnede forhold, siger Lone Alstrup, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Alligevel er der brug for ekstra afklaring for at komme til bunds i, hvad den nye arbejdsmiljøaftale reelt betyder.
- Vi finder det problematisk med forslaget om en sortlistning, fordi det ikke er tydeligt hvad virksomheder vil risikere sortlistning for. Der skal være tydelige kriterier for hvordan man kommer på en sådan liste, om det er på grund af administrative fejl eller almindelig uagtsomhed. Derfor følger vi arbejdet tæt i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforeningen (DA), siger Lone Alstrup.
Mød myndighederne
I den kommende tid vil der være en række møder rundt om i landet, hvor Arbejdstilsynet sammen med politiet og SKAT vil fortælle om deres indsatser på området. Det er møder, hvor man som virksomhed kan blive klogere på, hvordan myndighederne arbejder på at sikre at forholdene omkring udenlandske medarbejdere er i orden og man samtidig kan gøre opmærksom på de udfordringer, der er i ens eget område.
Indtil videre er der et møde i Midt- og Nordjylland den 13. september hos Arbejdstilsynet i Hadsten og den 21. september hos Arbejdstilsynet i København (omfatter både Sjælland, Lolland Falster og Bornholm). Man skal tilmelde sig hos det lokale arbejdstilsynscenter.
Arbejdsmiljøaftalen fra april blev indgået af et flertal af folketingets partier. Der er afsat 168,3 millioner kroner årligt i 2023-2026 til indsatsen mod social dumping. Det sker i et samarbejde mellem arbejdstilsyn, politi og skattemyndighederne. Det betyder blandt andet, at der vil være flere tværgående tilsyn på bygge- og anlægsprojekter.