-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Unødvendige administrative byrder er et stigende problem, vurderer syv ud af 10 virksomheder i el-, vvs- og metalbrancherne.
Trods mange års politiske løfter om, at det skal være lettere at drive virksomhed i Danmark, er virkeligheden stadig en helt anden. I hvert fald ifølge en ny medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hele 71 procent af virksomhederne i undersøgelsen oplever, at administrative byrder og bureaukrati er et stigende problem.
– De mange bureaukratiske krav dræber lysten til at være selvstændig. Og det er yderst problematisk i et land som Danmark, hvor små og mellemstore virksomheder udgør selve rygraden for vores erhvervsliv, siger Maria Schougaard Berntsen, der er cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
– Det er virksomheder, der i høj grad bygger på personligt engagement og drivkraft hos ejerne. Derfor er det naturligt nok frustrerende, når man oplever at skulle bruge for stor en del af kræfterne på administrative opgaver, der ofte er ligger ganske fjernt fra det virksomheden er sat i verden for, understreger hun.
Brug for konkret handling
Løfter om at gøre det lettere og mindre bøvlet at drive virksomhed har gang på gang præget den politiske debat de senere år. Senest da regeringen for nylig – sammen med RV, SF og DF – præsenterede et initiativ, som skal gøre arbejdsbetingelserne lettere for ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, som et led i ”Danmark kan mere I”-aftalen.
– Det er positivt, at der er gode intentioner. Og tilsat automatiseret erhvervsrapportering og et SMV-venligt, digitalt udbudssystem, så var det et skridt i den rigtige retning - for mere digitale og automatiserede løsninger er en god vej at gå. Men vi skal gøre endnu mere end det, der er i pipelinen fra regeringen lige nu, hvis vi skal have gjort op med mange års bureaukratisk efterslæb overfor erhvervslivet, siger Maria Schougaard Berntsen.
Deltag i opgøret mod de administrative byrder! Skriv til TEKNIQ Arbejdsgiverne
Behovet for konkret handling understreges også af, at næsten syv ud af ti virksomheder i TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsundersøgelse oplever, at de administrative opgaver sluger tid, som ellers kunne være brugt på at udvikle virksomhederne.
– Danske virksomheder skal leve af deres evne til hurtig omstilling og hele tiden at være på forkant med ikke mindst den teknologiske udvikling. Og det bliver alt andet lige noget vanskeligere at finde tid og ressourcer til det, hvis hverdagen går med at udfylde skemaer, understreger Maria Schougaard Berntsen.