-
Industri
-
El
-
VVS
Den nye sektion i TEKNIQ Arbejdsgiverne er nu etableret med en bred bestyrelse med virksomheder fra både industrien og installation. Formand er adm. direktør Niels Brix fra Valmont SM – storleverandør til vindindustrien.
-Første opgave for Grøn Industri bliver en fokuseret indsats omkring de politiske rammevilkår for at deltage i de offentlige udbud på energi og ikke mindst havvind. Vi skal arbejde for at definere energi som kritisk infrastruktur. Samtidig skal vi arbejde for normer og krav til udledning af CO2 for leverandører. Det er vores primære fokus, siger den nyvalgte bestyrelsesformand Niels Brix i forlængelse af mødet på havnen i Esbjerg, hvor sektionen blev etableret og konstituerede sig.
Missionen for sektionen er at samle grønne danske industrielle leverandører og installatører i Grøn Industri, så leverandørkæden til den grønne danske industri har én samlet, dansk stemme. Derfor er der samlet en bred bestyrelse.
Åbent vindue
-Det er en klar styrke, at vi med denne bestyrelse har hele bredden repræsenteret i Grøn Industri. Vores kunder efterspørger ikke blot komponenter. De har også behov for installation og efterspørger serviceydelser til den grønne omstilling og i de mange udbud, der kommer, siger Niels Brix.
Den administrerende direktør fra Sønderjylland har netop meldt virksomheden Valmont SM med godt 400 ansatte ind i TEKNIQ Arbejdsgiverne blandt andet for at få sat fokus på at forbedre konkurrenceforholdene i leverandørkæderne i de grønne industrier. Han er nu parat til at investere den nødvendige tid i formandskabet for Grøn Industri og kæmpe branchens sag.
-Der er et åbent vindue lige nu for at påvirke politikerne til at tage de rette beslutninger, så de store muligheder i den grønne omstilling ikke glider danske virksomheder af hånde. Det er jeg parat til at investere tiden i. Det er en nødvendig investering, siger Niels Brix.
Hele værdikæden
Sektionen ”Grøn Industri” skal i vid udstrækning kunne rumme værdikæden indenfor branchen, altså virksomheder indenfor produktion, salg, installation og service af grønne energikilder såsom vindmøller, biogasanlæg, energiøer, PtX-anlæg, CO2-fangst mv.
-Grøn Industri bliver på den måde et samlepunkt for varetagelsen af medlemmernes politiske interesser. Vi kan understøtte virksomhederne med relevant viden om lovgivning, efteruddannelse, kompetencekrav og teknologisk udvikling på samme måde, som det gælder for alle TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemmer, siger chefkonsulent Alexander Ulrich, der er ansvarlig for sektionen i det daglige arbejde i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
De første to år bliver det gratis at være medlem af Grøn Industri for medlemmer af TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Læs mere om sektionen her: https://www.tekniq.dk/netvaerk-og-aktiviteter/netvaerk/groen-industri/
Bestyrelsen for Grøn Industri:
Niels Brix, VALMONT SM, Formand
Jens Risvig Pedersen, Welcon A/S
Christian Reventlov, Ravnsgaard Smede- og Maskinværksted A/S
Aslak Skjøth, Aquagain - Folding Smede A/S
Bettina Vorsøe Elkjær, K.S.M. Kragelund A/S
Martin Arberg Nielsen, Linatech A/S
Jacob Rath, Delpro A/S
Jakob Tvilling Grønkjær, Scanel International A/S
Lars Schjødt, CBRE Intego A/S