-
Industri
Migatronic er Danmarks eneste producent af svejsemaskiner. Efter generationsskifte er der investeret et trecifret millionbeløb i en ambitiøs vækststrategi: På fire år skal omsætningen til danske industrivirksomheder fordobles til 650 mio. kr.
- En forudsætning for denne massive vækst er, at vi har de bedste produkter på markedet, både inden for manuel og automatiseret svejsning. Vores produktkvalitet skal være helt i top og være ledsaget af en forbilledlig service og support fra vores erfarne svejsespecialister. Kun på den måde kan vi fastholde vores position som markedsledende inden for svejsemaskiner og svejseautomatisering og derved opnå den ønskede vækst, siger CEO Kristian Madsen.
Migatronic blev stiftet i 1970, og virksomheden har over 50 års erfaring med at producere svejsemaskiner til manuel svejsning. De to svejsevirksomheder Migatronic og Migatronic Automation holder til i henholdsvis Fjerritslev og Aabybro.
Generationsskifte
For 1½ år siden skiftede virksomheden ejere. Det skete da en af virksomhedens stiftere, Peter Roed, overlod virksomheden til sine to børn, Jørn Roed og Anne Marie Roed Drustrup. Herefter blev der ansat en ny direktør, Kristian Madsen, og ledelsen lagde den nye og stærkt ambitiøse strategi og forretningsplan.
På fabrikken i Fjerritslev råder Migatronic over 20.000 m2 lager og produktion. Her har knap 250 ansatte travlt med at producere svejsemaskiner. Faktisk bliver det til knap 20.000 svejsemaskiner om året.
- Vi producerer langt de fleste af vores svejsemaskiner helt fra bunden af. Det betyder, at vi har fuldstændig styr på kvaliteten, fortæller COO Tina Kure fra Migatronic.
Bæredygtighed
Efter virksomhedens generationsskifte har Migatronic kigget FN’s bæredygtighedsmål efter i sømmene, og det har udmøntet sig i nye tiltag både på miljøområdet og arbejdsmiljøområdet. Her forventer Migatronic ved at blive certificeret efter de internationale standarder for Miljøledelse (ISO 14001) og Arbejdsmiljø (ISO 45001) i løbet af sidste kvartal i 2023. Alt sammen for at øge virksomhedens bæredygtighed. Som en del af indsatsen på dette vigtige område udvikler Migatronic løbende nye svejsemaskiner med lavere strømforbrug og lavere CO2 -aftryk.